Forum

Snows to kulturer -...
 
Notifications
Clear all

Snows to kulturer - hvilke var det nu de var?

1 Indlæg
1 Brugere
0 Likes
5,095 Set ialt
Torsten Skov
(@torsten)
Medlem Admin
Tilmeldt: 6 år siden
Indlæg: 10
Topic starter  

Hans Klargaard Petersen forsøger i Weekendavisen 22 september 2017, under titlen ”Gamle fjender” at bygge bro over en modsætning mellem naturvidenskaben og humaniora, som CP Snow skal have beskrevet tilbage i 1959 som ”De to kulturer”.

De to kulturer, Snow beskrev, var dog ikke naturvidenskab og humaniora, men naturvidenskab og tekniske videnskaber på den ene side og litterære intellektuelle på den anden. Allerede i Snows egen tid var hans forelæsning om de to kulturer genstand for så mange fejltolkninger, at han følte sig foranlediget til at udgive en opfølgning ”The two cultures. A second look” i 1964. Her anførte han, at han oprindeligt havde tænk på at kalde forelæsningen ”De rige og de fattige”, og at han fortrød at han ikke havde holdt fast ved den ide. Det, der nemlig optog Snow i 1959 som i 1964, var, hvordan Vesten kunne hjælpe verdens fattige mennesker. Hans enkle synspunkt var, at den industrielle revolution, og senere den videnskabelige revolution, havde skabt Vestens velstand, og hans ønske var, at man så hurtigt som muligt udbredte videnskab og teknik til de fattige lande, så deres befolkning kunne få et materielt tåleligt liv. Hvis der ikke skete en udjævning af ulighederne ville det ende med krig og ufred, for verdens fattige vil ikke finde sig i situationen. ”Vi kan ikke overleve halvdelen rige, halvdelen fattige”.

Hvad har det nu med ”De to kulturer” at gøre? Igen var Snows synspunkt relativt enkelt, nemlig at Vestens manglende evne til at gøre noget ved ovennævnte problem hang sammen med en spaltning i den vestlige kultur mellem videnskabsfolk og intellektuelle litterater. Dette bundede i helt personlige erfaringer. Snow var en sjælden kimære af fysiker og skønlitterær forfatter. Han tilbragte mange af sine dage sammen med forskerkolleger, mens han om aftenen slog han sig løs med forfatterkolleger. Han havde venner i begge lejre, men bemærkede ellers at lejrene ikke havde meget til overs for hinanden. I den litterære lejr kunne man le overlegent af forskernes mangel på litterær dannelse, men når Snow tillod sig at spørge i et litterært selskab, om nogen kunne redegøre for termodynamikkens anden lov, indtraf en pinlig tavshed. Omvendt konstaterede Snow i en større kortlægning af forskeres litterære indsigt, at nogle ”havde forsøgt sig med Dickens”, som han siger. Niveauet var sådan at Dickens opfattedes som vanskelig, ”noget i retning af Rainer Maria Rilke”.
Snow anså denne tilstand for at være et problem, ikke bare fordi det var et intellektuelt tab for begge lejre, men også af en mere praktisk grund. Argumentet var følgende: forfatterne har ikke forstået, at vi efter den industrielle revolution lever i en ny verden, og de har slet ikke forstået den videnskabelige revolution. Verden er på vej fremad takket være videnskab og teknik, men forfatterne hænger nostalgisk fast i fortiden. En del af dem interesserer sig mere for deres egne eksistentielle problemer end for andre menneskers sult og nød, som de mageligt slår hen som en del af denne verdens almindelige elendighed.

Videnskabsfolk, ikke mindst fra de anvendte videnskaber, er derimod sociale optimister, de ved at sult og social nød kan udryddes ved hjælp af videnskab og teknik, og det behøver ikke at tage generationer. Uddannelse skal der til, og vesten bør hjælpe udviklingslandene, for den ulighed, der eksisterer i verden vil udjævnes på den ene eller anden måde, og det er bedre, at Vesten hjælper med teknikken end at Sovjet gør det, eller at det ender i konflikt og krig.

Problemet er så, ifølge Snow, at Vesten regeres af den traditionelle kultur. ”It is the traditional culture, to an extent remarkably little diminished by the emergence of the scientific one, which manages the western world.”, hedder det. Snow indrømmer, at han ikke kan se hvilke politiske teknikker, der skulle bringe Vestens teknologi i spil i de lande, der har brug for den, men hævder, at de to kulturer må komme sammen, fordi ”intet samfund kan tænke klogt uden”.

Det kan vel siges at være et velmenende synspunkt, om end det er svært at se med hvilken grund Snow antog, at en bedre forståelse mellem videnskabsfolk og litterære intellektuelle skulle forbedre verdens tilstand. Hvornår har litterater for alvor haft indflydelse på verdens gang? I opfølgningen fra 1964 erkendte Snow, at litterære intellektuelle ikke optræder som beslutningstagere i den Vestlige verden, og fremførte så det lidet overbevisende argument, at selv om litteraterne ikke tager beslutningerne ”siver deres ord ind i hovedet på dem, der gør”.

Var Snows løsningsforslag ikke specielt kvalificeret, må man i dag tage hatten af for hans fremsynethed hvad angår fordelingen af verdens goder. Det ser virkelig ud til at verdens fattige ikke længere vil finde sig i at blive holdt udenfor – deraf migrantstrømmene.
Desværre virkede hans opråb ikke i 1959, og i mellemtiden er både Snows oprindelige problemstilling og dets eventuelle løsning glemt, og det eneste, der huskes, er den lettere misvisende titel ”De to kulturer” og en fornemmelse af, at det handler om de hårde videnskaber på den ene side og noget humanistisk på den anden. Så kan alle være med og, som Klargaard Petersen, med henvisning til Snow definere humaniora og naturvidenskab som gamle fjender, der skal forliges endnu engang.

Men Snow havde intet at sige om humaniora i forelæsningen i 1959. I opfølgningen fra 1964 omtalte han en ”tredje kultur” omfattende intellektuelle fra fag som historie, sociologi, politiks videnskab, økonomi, psykologi, der begyndte at forstå konsekvenserne af den videnskabelige revolution. Disse ”humanister” var netop ikke i modsætning til den videnskabelige kultur. Det må stå for Hans Klargaard Petersens egen regning, at humaniora og naturvidenskab er ”gamle fjender”. Mig forekommer det at humaniora og naturvidenskab for det meste er hinanden inderligt ligegyldige.


   
Citer
Del: