Forum

Skoleuligheder
 
Notifications
Clear all

Skoleuligheder

1 Indlæg
1 Brugere
0 Likes
11.6 K Set ialt
Torsten Skov
(@torsten)
Medlem Admin
Tilmeldt: 6 år siden
Indlæg: 10
Topic starter  

Agi Csonkas lille bog om hvordan vi får mere lighed i uddannelse(1) fik i sin tid pæn omtale i flere aviser, hvilket måske ikke er så mærkelig – alle ønsker vel mere lighed i uddannelse, om end ikke alle ønsker det på samme måde. Csonkas personlige historie om opkomlingen, der slog overklasseløgene på deres hjemmebane, har naturligvis også en vis appel. Bogen, eller hæftet skulle jeg måske sige, er velskrevet og let læst. Men kigger man nærmere efter er det hele ikke så let, som det i første omgang kunne se ud til.

Siden 2014 har det været en del af folkeskolens målsætning at ”mindske betydningen af social baggrund for faglige resultater”, men det er ikke lykkedes, siger Csonka. Børn fra arbejderhjem er bagud på point allerede inden de starter i skolen og børnehaven. Hvis vi skal gøre noget ved det ”skal vi sætte fokus på den sociale uligheds kulturelle udtryk”, hedder det i bogen. Det virker umiddelbart ikke særligt konkret, men efterhånden som man læser, finder man ud af, at det betyder, at skolelærere skal forklare arbejderklasseforældre, at deres ideer om, hvordan man opdrager børn, er helt forkerte. Disse forældre kan måske være kærlige og omsorgsfulde, men de betragter ikke deres børn som en investering, og det må de lave om på. Der ligger en sociologisk teori bag Csonkas forslag, en teori om forældreinvestering, formuleret af den amerikanske sociolog Anette Lareau, som går som følger: nogle forældre investerer tid og energi i deres børns uddannelse, læser for dem, taler med dem, deltager i aktiviteter med dem, og involverer sig i deres fritidsaktiviteter. Den slags fører til succes senere i livet – siger teorien.

Man ser det for sig: middelklasseskolelæreren, der pædagogisk forklarer arbejderforældrene, at de skal skabe et rigtigt læringsmiljø for deres pode derhjemme, sådan at barnet kan få det optimale ud af skolegangen. Det lyder som noget fra en dansk folkekomedie, men det er rigtigt nok. Forslaget bliver ikke mere troværdigt af, at Csonka delagtiggør os i sine egne vanskeligheder med at forklare sine forældre, hvad hun egentlig lavede på universitetet og som direktør. Hendes forældre kunne se deres egen datters konkrete succes, men hendes kultur var og blev de fremmede over for. Hvordan forestiller Csonka sig så, at en skolelærer skal forklare en arbejderfamilie, hvordan den skal ændre noget så centralt som dens kulturelle normer for børneopdragelse?

Men lad os for eksemplets skyld gå ind på spøgen og antage, at det faktisk lykkes at få ufaglærte forældre til at investere lige så meget i deres børns læring som akademikerforældre. Hvor meget mere lighed i uddannelse ville det så give? Det kan man faktisk give et svar på i tørre tal og det er 3,6%. Sagen er nemlig (hvad Csonka mærkeligt nok ikke nævner), at Lareaus teori allerede har fundet anvendelse på danske forhold. Trolle og Breinholt viser i ”Social arv og social ulighed”(2), at forældreinvestering også i Danmark har en betydning for børns læsefærdigheder og de beregner også hvor meget. Trolle og Breinholt siger selv, at effekten af forældreinvestering er ”moderat”, og den slags er jo elastik i metermål, så det er svært at gå i rette med. Men går man lidt mere talmæssigt til værks kan man se, at højtuddannede investerer ca. 0,6 point mere i børnene end ikke-uddannede (på en arbitrær skala fra 0 til 1), hvilket ifølge Trolle og Breinholts statistiske model skulle give en forbedring i læsefærdigheder på 0,6 x 0,04 = 0,024 point (igen en arbitrær skala). At have en mor med videregående uddannelse giver i sig selv en forbedring på 0,665 i forhold til ingen uddannelse. Heraf kan man udlede, at hvis det skulle lykkes at få alle lavtuddannede forældre til at investere lige så meget i børnene som de højtuddannede, ville de kunne indhente 0,024/0,665 = 3,6% af efterslæbet. Effekten af forældreinvestering er simpelt hen umådelig lille i forhold til effekten af, hvad der i øvrigt følger med at være højtuddannet.

Csonka synes at leve i lykkelig uvidenhed om de nævnte vanskeligheder – eller også ignorerer hun dem. Der er dog en vanskelighed, hun er opmærksom på, og det er at statens indblanding i børneopdragelse er sprængfarligt materiale. Hun stiller det helt relevante spørgsmål, hvor instrumentelt man kan gå til forældreskab, men hendes svar er et temmelig nedslående argument om, at staten i forvejen blander sig så meget, at en indblanding fra eller til ikke gør nogen forskel.

Hvor om alting er, vil Csonkas forslag ikke have nogen som helst effekt. Desuden er det uklart, hvad Csonka mener med ”lighed i uddannelse”, og det må vel siges at være lidt af en mangel i en publikation, der handler om netop det. Ifølge bagsideteksten skal alle kunne blive, hvad de agter og magter, så det kunne man tro var Csonkas forståelse af, hvad lighed i uddannelse er. Men det er jo åbenlyst, at ideen om, at lærere skal påvirker arbejderkulturen, mere handler om at ændre folks agt end at sætte dem i stand til at realisere det, de gerne vil. Man får faktisk en fornemmelse af, at det mere handler om, at man i konkurrencestaten ikke har råd til at talent og evner går til spilde – arbejderklassens intelligensreserve skal mobiliseres, kunne man sige. Som sådan er projektet mere et konkurrencestatsprojekt end et lighedsprojekt.

Formålet med det hele? Csonka kommer på de sidste par sider af hæftet med en ret overraskende retfærdiggørelse af projektet: det handler i virkeligheden om diversitet i samfundet. Når flere direktørsønner bliver lagerarbejdere og SOSUer og flere SOSUdøtre bliver direktører, får vi mere diversitet og dermed flere vinkler på alting og det er godt for samfundet.

Det er da et synspunkt, måske endda et, man kunne have en vis sympati for, men det er vel strengt taget ikke er selvklart, at det er rigtigt. Det er plausibelt, men er der nogen evidens? Ikke i Csonkas hæfte, i hvert fald.

Desuden er det uklart, hvad det har med lighed i uddannelse at gøre. Man kunne jo forsøge at sige i klar tale, hvad det er, man gerne vil opnå. Lad os antage, at det vi gerne vil opnå er, at folk, der har evnerne til at tage en uddannelse, der kan bringe dem opad i samfundshierarkiet, også faktisk gør det. Så er der i princippet to ting, man skal gøre, den ene er at undgå at godt begavede børn foretrækker lav-status uddannelser og jobs, den anden er at sørge for, at uddannelsespladserne besættes med begavede ansøgere – altså ingen plads til dårligt begavede studerende på de højere læreanstalter.

Her er det måske værd at gøre opmærksom på Herrnstein og Murray’s bog fra 1996 om intelligens og socialklasse i USA(3): En af deres hovedpointer er, at i løbet af kort tid vil de øvre klasser have sat sig på al intelligensen i USA, og så vil man se en herskende klasse, der segregerer sig mere og mere fra almindelige mennesker, og man vil få en socialt ustabil situation. En forudsigelse, der kunne se ud til at have materialiseret sig.

Det interessante er for så vidt, at der også for Herrnstein og Murray er social mobilitet på spil. De ser netop at dem, der har magt, altså evnerne, til det stiger op i det amerikanske samfund, gør det, men det ser ikke ud til at skabe sammenhængskraft i samfundet, tværtimod. Hvor Csonka mener, at social mobilitet skaber en god heterogenitet når tømrerdatteren stiger op og direktørsønnen stiger ned i det sociale hierarki, simpelthen fordi man forstår hinanden bedre, så tror Herrnstein og Murray på en helt anden effekt af den sociale mobilitet, nemlig at intelligente mennesker forsvinder fra de lavere sociale klasser og afkapsler sig fra resten af befolkningen i de højere klasser, som så for resten styrer det hele til fordel for sig selv snarere end til fordel for den del af befolkningen, som de kommer fra. Myrray har fulgt hans og Herrnsteins forudsigelser op med bogen "Coming apart" (4), der overbevisende argumenterer for, at det er det sidste, der sker.

Referencer

(1) Csonka A. Hvordan får vi mere lighed i uddannelse? Informations Forlag; 2017.
(2) Hjort-Trolle A, Breinholt A. Forældreinvestering og social ulighed. In: Plough N, editor. Social arv og social ulighed.Københanv: Hans Reitzels Forlag; 2017.
(3) Herrnstein RJ, Murray C. The Bell curve. Simon & Schuster; 1996.

(4) Murray C. Coming apart. Crown Forum 2013.

Dette emne blev ændret 6 år siden af Torsten Skov

   
Citer
Del: