Forum

Hvor mange vil gern...
 
Notifications
Clear all

Hvor mange vil gerne dø?

3 Indlæg
2 Brugere
0 Likes
10.2 K Set ialt
Torsten Skov
(@torsten)
Medlem Admin
Tilmeldt: 6 år siden
Indlæg: 10
Topic starter  

Skal aktiv dødshjælp være tilladt i Danmark? Spørgsmålet rejses regelmæssigt, når medier bringer endnu en hjerteskærende historie om en håbløst syg, der ikke kan få hjælp til at afslutte sine lidelser. Efter en følelsesladet debat, der ikke bringer en afklaring nærmere, synker problemet atter ned i glemsel. For tiden verserer der ingen sådanne historier – i den forstand er denne kommentar uaktuel. Men man kunne jo udnytte sådan en rolig fase til en mere nøgtern overvejelse af, hvorfor denne diskussion har stået i stampe i årtier. Min påstand er, at der har været rigelig med etiske diskussioner, men at der mangler nogle afgørende empiriske data, som kunne fremskaffes.

Lad mig begynde med Etisk Råds rolle i sagen. ”Diskussionerne i Det Etiske Råd har demonstreret, at man kan have en modvilje mod at acceptere lovliggørelse af aktiv dødshjælp, uden at man er i stand til at begrunde denne modvilje på en måde, man selv finder tilfredsstillende.” Sådan skriver Etisk Råd i dets seneste redegørelse om aktiv dødshjælp (2012). En forfriskende om end ikke specielt kvalificeret nyskabelse fra et råd, der ellers ikke har haft meget nyt at sige om den sag de sidste 20 år.

Den foregående redegørelse fra Etisk Råd (2003) havde ikke den slags anfægtelser. Den er en temmelig ensidig indstilling imod legalisering af aktiv dødshjælp, hvilket allerede ses af titlen ”Eutanasi – lovliggørelse af drab på begæring?” samt rapportens opbygning, hvor man først har et afsnit om Rådets argumenter imod lovliggørelse og derefter et afsnit med argumenter for og imod. Konklusionen er givet på forhånd.

På det punkt stod det bedre til med rådets første redegørelse fra 1996. Her havde man i det mindste én tilhænger, lektor Jørgen Husted. Hvordan udvalgsarbejdet er foregået, kan man kun gisne om, men resultatet var i hvert fald, at Husted skrev en mindretalsindstilling i skarp polemik med flertalsindstillingen, og at flertallet ikke fandt anledning til at revurdere deres del.

Senest har Ole Hartling, som var formand for Etisk Råd, da 2003-rapporten blev til, skrevet sin egen redegørelse, Aktiv dødshjælp. Kan vi mere end vi kan magte?, en sober, grundig, pædagogisk, endda personlig gennemgang af argumenterne. Hartlings position er klart imod legalisering af eutanasi. I kort form, som måske ikke yder Hartling fuld retfærdighed, er begrundelserne: Der vil være store skadevirkninger af en legalisering i form af udhuling af princippet om livets ukrænkelighed, læge-patientforholdet vil lide skade, der vil opstå et pres på plejekrævende patienter til at begære deres egen exit, og døden er nu engang et almenmenneskeligt vilkår, som man ikke skal lave om på. Lidelse kan pallieres, det vil sige ubærlig lidelse kan afhjælpes gennem lindrende behandling, derfor er der ikke brug for at legalisere aktiv dødshjælp – der er simpelthen ikke noget problem.

Heroverfor står Jørgen Husted, hvis standpunkt i tilsvarende kort form er, at ethvert menneske former sit eget liv og har ret til at bestemme over det. Hvad den enkelte anser for et godt liv er det enkelte menneskes beslutning eller måske nærmere projekt, og har et menneske som en del af sit livsprojekt eksempelvis besluttet, at det ikke vil afslutte livet med tab af værdighed og selvstændighed, skal dette menneske have muligheden for at blive hjulpet herfra, omgivet af sine kære og lægen, der er villig til at gøre det nødvendige. Videre siger Husted, at når spørgsmålet ”vedgår nogle menneskers ‘berettigede interesse’, har samfundet en ubrydelig forpligtelse til at tage dette alvorligt og anstrenge sig for så vidt som overhovedet muligt at imødekomme disse mennesker”.

Her står vi med to ret forskellige opfattelser af sagen, begge relativt kategoriske, nogle ville sige fundamentalistiske, al den stund at de hver især bygger på fundamentale principper som henholdsvis menneskelivets ukrænkelighed og mennesket ret til selvbestemmelse. Hvad stiller man op? Kan man ganske enkelt ikke diskutere sig til enighed, når det gælder etik? Sådan kan man godt læse Etisk Råds seneste redegørelse.

Her skal man måske spørge sig selv, om det var på tide at gribe sagen anderledes an. Ifølge nej-siden vil ulemperne ved en legalisering af aktiv dødshjælp være større end fordelene. Men hvordan er det regnestykke egentlig gjort op? Der er opregnet nogle åbenlyse ulemper, og på plussiden opregner man – ingenting! Det er jo smart, så slipper man for at lave en rigtig afvejning. Men at der slet ikke skulle være en plusside, er lidt svært at acceptere, når man overvejer Husteds position.

Men også over for Husteds position har jeg reservationer. Der må vel være en eller anden grænse for, hvad et samfund skal gøre for borgerne? Hvor ofte sker det i dagens Danmark, at døende har brug for den type hjælp, som Husted efterlyser? Hvad er det for et problem, man forsøger at løse? Jeg mener ikke begrebsligt, men helt empirisk, vitalstatistisk, om jeg så må sige. Når man læser diverse rapporter, er det ganske slående, at ingen ved, hvor almindeligt problemet er.

Det er vel grunden til, at diskussionen har stået stille i to årtier: Hvis der findes nogle få døende om året af Husteds type, er det tvivlsomt, om samfundet skal bruge betydelige ressourcer på at yde dem denne service. Er det fire procent af alle dødsfald, sådan som det tilsyneladende er i Holland, er det en anden sag.

Denne diskussion er ikke nødvendigvis kørt fast, fordi den handler om etik. Noget empiri kunne sagtens få sagerne til at stille sig anderledes. Vi ved reelt ikke, om det er Hartling eller Husted, der har ret angående problemets omfang. Det er da udmærket, at de to specialister i palliation, som Etisk Råd rådførte sig med i 2012, siger, at alt kan pallieres, men det kan man ikke betegne som et seriøst forsøg på at forstå problemets omfang. Rådet citerer en udenlandsk artikel til støtte for de to eksperter. Den har jeg læst, og det er svært at se, at den overhovedet har noget med sagen at gøre. Desuden kan man spørge, om specialister i palliation har det fulde overblik over problemets omfang i praksis. Det er i hvert fald  påfaldende, at i Holland, hvor aktiv dødshjælp har været tilladt i en årrække, udføres 85 procent af eutanasierne af praktiserende læger, ikke specialister i palliation, og 80 procent udføres i patienternes hjem (RTE annual report 2016).

Hollandske læger, der har udført eutanasi, foretager en detaljeret indberetning til en komité, der bedømmer, om lovens krav har været overholdt i hvert enkelt tilfælde. Med 6000 tilfælde om året burde disse indberetninger være en sand guldgrube af information om, hvad der ligger bag eutanasierne. Desværre synes den ikke at blive brugt til andet end overordnede statistikker.

Årsrapporten fra komitéerne indeholder imidlertid nogle typiske eksempler, hvoraf jeg vil referere det mest udførlige: En mand i 60erne havde haft tyktarmskræft med metastaser til leveren gennem flere år. I 2013 tilkom lungemetastaser, og tilstanden kunne kun behandles palliativt. Patienten havde konstant kvalme, hyppige opkastninger, uro, og han havde ingen energi eller styrke. Han kunne stort set ikke foretage sig noget, og intet gav ham længere nogen glæde. Han led under udsigten til yderligere forværring og tab af værdighed. På den baggrund ønskede han, at lægen skulle udføre eutanasi. Der var ingen alternative måder at lindre hans lidelser på, som var acceptable for patienten.

Denne patient gjorde det bevidste og, må man antage, velinformerede valg, at der ikke var alternativer, han fandt acceptable. Jeg tror ikke, at jeg selv ville have truffet det samme valg, men hvem er jeg, at jeg skulle anfægte hans valg? Hvis denne case er typisk for de 6000 personer, der årligt vælger eutanasi i Holland, ville der være i omegnen af 2000 mennesker om året i Danmark, der ville vælge denne død, hvis de kunne. Tallet er omtrentligt, men noget kunne da tyde på, at der faktisk foreligger et problem, som kunne fortjene seriøs overvejelse. Hvis man vidste noget mere præcist om problemets omfang, kunne man måske begynde at diskutere på et kvalificeret grundlag, om ulemperne faktisk overstiger fordelene.

Bragt som kronik i Weekendavisen 20 juli 2018

 

Dette emne blev ændret 6 år siden af Torsten Skov

   
Citer
Torsten Skov
(@torsten)
Medlem Admin
Tilmeldt: 6 år siden
Indlæg: 10
Topic starter  

Først for nylig er jeg blevet opmærksom på debatindlægget af Torsten Skov (TS) i Weekendavisen (20.7.2018).

TS skriver i sit referat af min bog, ”Aktiv dødshjælp – kan vi mere, end vi kan magte?” at det i kort form ”måske ikke yder Hartling fuld retfærdighed.” 

Nej, det kan man vist roligt sige, eftersom han herefter nogle gange i sit indlæg skriver, at min modstand mod aktiv dødshjælp bygger på princippet om ”menneskelivets ukrænkelighed”. Det har jeg aldrig anset som et gyldigt argument mod eutanasi; jeg opfatter det som dogmatisk. I kapitlet ”Højtidelige argumenter” lægger jeg direkte afstand til argumentet, og desuden til det ofte hørte, at ”livet er en gave”. Jeg opsummerer i bogen: ”Jeg bruger altså ikke sådanne numinøse argumenter, for jeg synes ikke, de er vægtige, og jeg har ikke de synspunkter. Alligevel er de af og til blevet skudt mig i skoene, hvorefter de let kan kritiseres.” Det er altså så sket igen, og det undrer mig, at TS så solidt har misforstået min bog og dens anliggende. 

Min væsentligste kritik af ideerne om eutanasi bygger på, at selvbestemmelse vidtgående bliver en illusion i dette spørgsmål, og det gør jeg meget ud af og med flere vinkler.  Det er svært at forstå, at TS skulle have overset det. Men det skævvrider i høj grad hans indlæg.

Jeg ved heller ikke, hvor TS finder, at lindring af lidelse ”simpelt hen ikke er noget problem”. Så fladt ville jeg aldrig udtrykke mig. Man kan ikke være læge eller medmenneske uden at have mødt og være klar over, at der er svære tilfælde. Men de er ikke så hyppige, som medierne beskriver, og som mange raske tror. 

TS skriver, at ”Etisk Råd ikke har haft meget nyt at sige om den sag de sidste 20 år.” Jeg synes også, det er værd at nævne, at der heller ikke er dukket nye argumenter op fra eutanasifortalere. Det drejer sig ufortrødent om den ”ubærlige lidelse” og ”respekt for selvbestemmelsesretten” samt ”at befolkningen ønsker det”. Og det er præcis de argumenter, der konstant gentages, men som også kan diskuteres - hvad jeg også gør i bogen.

TS skriver, at der mangler ”afgørende empiriske data”. Det er en tilbagevendende påstand, som legitimerer, at man ikke tager stilling, fordi man stadig må afvente flere erfaringer. De data er ved at komme fra både Holland og Belgien. Jeg kan her henvise til en nyere udgivelse. Det er en antologi, “Euthanasia and Assisted Suicide. Lessons from Belgium. (2017). (Editors: Jones DA, Gastmans C, MacKellar C. Cambridge University Press. 366 sider). Her beskrives de næsten 16 års erfaringer af belgiske, engelske og amerikanske filosoffer, jurister og læger (blandt andre en onkolog). Bogen rummer statistikker, cases og vurderinger. Jeg hidsætter nogle citater. 

“Since euthanasia was legalised in Belgium, in 2002, experience demonstrates that it is an illusion to believe that euthanasia can be permitted as a narrowly circumscribed, well-defined exceptional practice to which ‘strict conditions’ apply and which is under rigorous control.” (Montero)

”There is an indication that euthanasia, once the barrier of legalisation is passed, tends to develop a dynamic of its own and extend beyond the agreed restrictions, in spite of earlier explicit reassurances that this would not happen – in Belgium such reassurances were given when the 2002 law was being debated”. (MacKellar)

“From the beginning the aim was to relieve the suffering associated with terminal illness and chronic conditions, but this was intertwined with a concern that some lives were not only a burden to those who possessed them, but were also a burden to society.” (Jones)

“There are continual increases in rates of euthanasia, and not only official euthanasia but unreported euthanasia, and not only reported and unreported euthanasia but non-voluntary euthanasia (death by LAWER [life-terminating acts without explicit request] or assisted suicide. […] The total number of deaths has climbed steadily and, it seems, uncontrollably. […] An increasing proportion of non-cancer deaths, and especially psychiatric and other non-terminal conditions. For example, between 2010 and 2015 the prevalence of euthanasia in Belgium for ‘nonpsychiatric disorders’ and for ‘multiple pathologies’ (a term which can cover the ill health of old age), increased from a combined 41 cases (4.3 per cent of euthanasia) to 272 cases (13.5 per cent of euthanasia).)” (Jones). 

“The enquiry has shown that euthanasia practice in Belgium raises grave concerns within Hippocratic, utilitarian and libertarian frames. These frames have indeed picked out distinct concerns and vary in relation to the strength of the concern and the degree of certainty. Nevertheless, there is convergence on a central practical conclusion, that from none of these three perspectives does the evidence show the Belgian euthanasia experiment to have been successful.” (Jones).

Jeg ved ikke, om ønsket om tilstrækkelig empiri nogen sinde bliver opfyldt for dem, der mener, at eutanasi skal legaliseres, men denne bog har tankevækkende (og i mine øjne foruroligende) afsnit om eutanasi og psykiatri, eutanasi af mindreårige, eutanasi og (eller v.hj.a.) organdonation, eutanasi ved livstræthed.

Ole Hartling, september 2018

 


   
SvarCiter
Torsten Skov
(@torsten)
Medlem Admin
Tilmeldt: 6 år siden
Indlæg: 10
Topic starter  

Ole Hartling klandrer mig for at skyde ham princippet om menneskelivet ukrænkelighed i skoene. Det er vel en kritik, jeg må acceptere, selv om jeg havde taget mine forbehold. Mit ærinde var at beskrive, hvordan to hovedpositioner har været fremherskende i 20 år uden at fronterne har flyttet sig. Men jeg burde have været mere forsigtig end at lade Hartling være eksponent for alle nejsidens argumenter, så meget mere som det ikke var nødvendigt for min pointe.

Når Hartling derefter klandrer mig for at overse hans væsentligste kritik af ideerne om eutanasi, må jeg dog melde hus forbi. For det første har jeg faktisk oplistet problemet om, at der kan opstå et pres på patienten for at begære sit eget exit. For det andet er min kronik ikke en diskussion af Hartlings bog (1), eller for den sags skyld af de etiske argumenter, der har været fremført fra de to parter gennem et par årtier, men en påstand om, at disse diskussioner har været skønne spildte kræfter i den forstand, at de ikke er kommet en afklaring nærmere. Man må tilgive mig, at jeg kun har skitseret frontlinjerne – og for øvrigt vil holde mig til det. Det ville være paradoksalt at kaste sig ud i detaljerede etiske diskussioner, når hovedsynspunktet netop er, at den etiske diskussion er kørt fast. Jeg tiltror ikke mig selv at komme op med det afgørende etiske argument – hverken for eller imod. 

Så meget vil jeg dog sige om de to etiske hovedpositioner, at de forekommer mig begge at være præget af principielle, kvalitative overvejelser, mens nytteetikken stort set er fraværende. Mit bidrag til debatten ville være at bringe nytteetikken ind.

Lad mig illustrere dette med udgangspunkt i påstanden om, at nejsiden ignorerer, at der overhovedet er noget problem. Jeg medgiver gerne, at Hartling ikke ville udtale sig så kategorisk. Når jeg alligevel hævder, at dette er nejsidens standpunkt, hænger det sammen med nejsidens ulyst til at kvantificere problemet. Det bliver ved formuleringer som den, Hartling bruger, om at de svære tilfælde ikke er ”så hyppige, som medierne beskriver, og som mange tror”. Hvor mange er det mon? Når det kombineres med standpunktet, at stort set alt kan pallieres, og aktiv dødshjælp vil gøre mere skade end gavn, uden at dette gavn-regnestykke faktisk gøres op, er det svært at se, at nejsiden gør andet end at ignorere, at der er nogle lidende mennesker, der ikke bliver hjulpet. Stærkt presset kan der gøres den indrømmelse, at lægen eller pårørende somme tider må træde hjælpende til, men at retssystemet ser mildt på den slags lovovertrædelser. Hartling vil ”hellere vil leve i et samfund, som dømmer mildt efter omstændighederne, end et samfund, som har institutionaliseret aflivninger, måske fordi man har ladet loven tage afsæt i svære enkelttilfælde” (citeret fra (1)). Hermed indrømmer han nok, at problemet i princippet eksisterer, men siger samtidig, at det er så lille, at man med fordel kan lade være med at gøre noget ved det. Så hvordan man end vender og drejer det, lever nejsidens argumenter af, at der ikke er noget problem eller at det i hvert fald er meget lille, eller kan fås til at gå væk ved en bedre palliativ indsats, etc. Dermed undgår man bekvemt at svare på det nytteetiske spørgsmål, som man egentlig selv har stillet, nemlig om en legalisering faktisk ville gøre mere skade end gavn. Gavnsiden ignoreres.

I den anden skyttegrav ville Husted hævde, at uanset hvor få det drejer sig om, har samfundet en ubrydelig forpligtelse til at hjælpe dem. Heller ikke på denne side er der altså nogen overvejelse om, hvorvidt en legalisering faktisk ville gøre mere gavn end skade. Skadesiden ignoreres.

Min hovedpine er, at jeg ikke ved, om det er sandt, at dette problem er så lille, at man kan se stort på det. Fra begge sider fremføres cases som illustrerer netop denne sides pointe, og det kan da være både tankevækkende og rørende, men det svarer jo ikke på det grundlæggende spørgsmål. Til den ende må der kvantificeres.

Så jeg ender atter ved behovet for empiri. Men også her går Hartling i rette med mig, idet han siger, at kravet om data er en tilbagevendende påstand, der legitimerer, at man ikke tager stilling. Jeg har nu ikke mødt mange, der forsøger at afstå fra at tage stilling i denne sag indtil der er et beslutningsgrundlag. Mere afgørende er dog, at man kun kan få mening i Hartlings indvending ved at fortolke den sådan, at for ham er sagen klar: der er ingen grund til at vente på data, vi skal bare indse, at han har ret. Det har han naturligvis lov at mene, men han skylder en forklaring på, hvorfor og hvordan de sidste 20 års stilstand pludselig skulle afløses af et afgørende gennembrud for hans holdning? Hvor er hans afgørende nye argument, der skal afgøre sagen? Jeg ser det ikke. Det er muligt, at flere empiriske data heller ikke vil flytte noget, men de ville da i det mindste tilføje diskussionen noget nyt.

 

Etisk råd

Til min kritik af at Etisk Råd ikke har haft noget nyt at sige om sagen i 20 år, indvender Hartling, at ”der heller ikke er dukket nye argumenter op fra eutanasifortalerne”. Det sidste er jeg, som det fremgår, helt enig i. Men jeg er lettere rystet over, at Hartlings svar indikerer, at han er helt komfortabel med at rådet gennem 20 år har gravet sig ned i en skyttegrav. Jeg ser det som et svigt fra Etisk Råds side.

Etisk Råds opgave er ifølge loven både at rådgive og at fremme debat om etiske spørgsmål. Jeg ville forvente, at rådet tog selvstændige initiativer eller anbefalede initiativer til at afklare fastkørte problemstillinger som denne om aktiv dødshjælp, ikke at man indtog samme fastlåste position i årtier.

Sammensætningen af Etisk Råd er væsentligst et anliggende for de politiske partier. Det kan undre, at dette ikke har ført til mere diversitet i holdningerne blandt rådets medlemmer. Når 70-80% af befolkningen i interviewundersøgelser stiller sig positiv til aktiv dødshjælp, er det mærkeligt, at procenten er nær nul i Etisk Råd. Jeg er helt på det rene med at telefoninterviews er en unuanceret måde at samle data om den slags på, og at Etisk Råd kan mene, at det har ret og at folk ikke aner eller har forstand på, hvad de svarer på, når de bliver interviewet. Det sidste er der sikkert noget om, men det ændrer jo ikke ved, at Etisk Råd er ude af takt med befolkningen. Hvis befolkningen ikke forstår problematikken omkring aktiv dødshjælp er det også Etisk Råds problem. Det virker ikke som om Etisk Råd eller de politikere, der udpeger det, har forstået dette.

Den næste valplads

Hartling bringer nogle citater fra en antologi om eutanasi, der angiveligt skulle være baseret på data – den vender jeg tilbage til. Først lidt om, hvordan data også kan bruges. Jeg citerer fra Hartlings bog:

”Den hollandske medicinske professor Theo Boer omtaler i juli 2014 udviklingen i Holland. Han har tidligere advokeret for eutanasi, men udtrykker i dag bekymring. Antallet af patienter, der får afsluttet livet ved eutanasi, har været stigende, men de senere år er stigningen accelereret. Hvor tallet i 2002 var 1.882, var det 4.188 i 2012. ”Eutanasi er blevet den måde, man dør på som cancerpatient”, siger Boer”.

Så vidt Hartlings referat, som altså tages som argument imod eutanasi.

Artiklen af Boer kan ses her: http://alexschadenberg.blogspot.com/2014/07/dutch-ethicist-assisted-suicide-dont-go.html .

Udsagnet ”Eutanasi er blevet den måde, man dør på som cancerpatient” er jo ganske opsigtsvækkende. Lidt hovedregning vil dog hurtigt vise, at det er faktuelt forkert. I 2013 var der ca. 43.500 dødsfald af cancer i Holland. Samme år var der 3.588 eutanasier blandt cancerpatienter, dvs at 1 ud af 12 cancerpatienter døde ved eutanasi. Det kan man mene er en høj andel, men det kan ikke på nogen måde udlægges som at ”eutanasi er blevet den måde, man dør på som cancerpatient”. Til Boers forsvar skal siges, at dette heller ikke er hans påstand, men Hartlings. Boer siger klogeligt noget andet, nemlig at eutanasi er på vej til at blive den måde, man dør på som cancerpatient (”Euthanasia is on the way to become a ‘default’ mode of dying for cancer patients”). Dette er allerede pænt manipulerende. Hartling giver den lige en tand til.

Så er der Theo Boers titel. Ifølge Hartling er Boer medicinsk professor, men ifølge Boers artikel er han professor i etik ved Protestant Theological University i Groningen. Om den unøjagtighed i sig selv betyder noget, ved jeg ikke, men det er da altid rart at vide, hvilke interesser folk kunne have, når de udtaler sig. Jeg vedstår gerne at jeg i denne sag som udgangspunkt har mere tillid til læger end teologer – selv om læger også er interessenter i sagen.

Boer har dog ganske ret, når han anfører, at antallet af eutanasier er stigende i de senere år. Hans ædruelige råd til andre lande, der måtte overveje at legalisere eutanasi er følgende: ”Vent i det mindste på en ærlig og intellektuelt overbevisende analyse af den eksplosive vækst i tallene”. Om denne konklusion intet hos Hartling.

Og analysen: hvert femte år gennemføres en evaluering af den hollandske ordning. Den tredje i rækken er publiceret i 2017 og konkluderer, at alle er godt tilfredse; befolkningen, lægerne, lovgiverne. Om stigningen i tallene er der ikke meget nyt: antallet af anmodninger er steget fra 6,7% i 2010 til 8,4% i 2015 , og acceptgraden er steget fra 45% til 55%. Man anbefaler mere forskning i grundene til stigningen, se rapportens engelske resume:

https://publicaties.zonmw.nl/derde-evaluatie-wet-toetsing-levensbeeindiging-op-verzoek-en-hulp-bij-zelfdoding/

Ovenstående illustrerer to ting: for det første, at ikke kun etiske argumenter og modargumenter udgør en valplads, det samme gør empiriske data. Som Winston Churchill sagde: ”I only believe in statistics that I have doctored myself”. Det er desværre betingelserne: man kan ikke stole på, hvordan andre udlægger data, man må tilbage til kilderne og se, om data holder til den fortolkning, der lægges ned over dem. Som vist ovenfor, er det ikke altid tilfældet. I min erfaring er det nærmest sjældent. Se nedenfor om Sulmasi for et særligt grelt eksempel.

For det andet agerer debattørerne i denne sag som manden, der leder efter sin tabte nøgle under lygtepælen, fordi der er lys, selv om han godt ved, at han ikke har tabt nøglen under lygtepælen. Hvis man er interesseret i spørgsmålet, om legalisering af eutanasi gør mere skade end gavn, hvorfor diskuterer man så med stor forkærlighed stigningen i antallet af eutanasier? Det er jo åbenlyst, at denne stigning lige så vel kan udlægges som en succes som den kan udlægges som en fiasko. Dette er et klassisk eksempel på at erstatte et spørgsmål, man ikke kan svare på (gør legalisering af eutanasi mere skade end gavn) med et andet, som man har et svar på (stiger antallet af eutanasier), for derefter at konkludere på det første spørgsmål.

Er det tænkeligt, at nejsiden ville benægte berettigelsen af den nytteetiske betragtning? Det ville kun være en farbar vej, såfremt man samtidig ville fraskrive sig alle argumenter, der betjener sig af relative skadevirkninger: læge-patientforholdet ville lide skade, siger man, men det argument er man nødt til at opgive, hvis man ikke vil ind i en nytteetisk afvejning af, hvor store disse skadevirkninger ville være, i forhold til de gevinster, der ville være for de nødlidende mennesker, der kunne få eutanasi. Tilsvarende med andre skadevirkninger, der ikke har absolut karakter. Tilbage bliver argumentet om menneskelivets ukrænkelighed (som Hartling ikke anser for validt), og argumentet om døden som vilkår – det er bare ikke noget, vi skal lave om på, sådan helt principielt.

De belgiske erfaringer – Euthanasia and assisted suicide (2)

Dette er en lang bog med mange vinkler, som jeg ikke kan kommentere alle sammen, men her er et par eksempler:

Jones p. 251: Jones har fat i en flig af den utilitaristiske vinkel på sagen. I det mindste får han formuleret spørgsmålet rigtigt. Men så konkluderer han uden argumenter, at det er ikke muligt at afgøre, om legalisering af eutanasi gør mere skade end gavn. Herefter fremhæver han som så mange andre, at der er en trend i retning af at flere eutanasier udføres hos ikke-cancer patienter, som har større risiko for at gå glip af remissioner og gode leveår. Denne trend viser ingen tegn på afmatning, og man kan derfor, ifølge Jones, ikke bedømme nyttevirkningen af gældende praksis (p. 252). Som han så malende skriver, kan skaderne af en skovbrand ikke opgøres før den er brændt ud. Eutanasi i Belgien er en brand, der griber om sig og omfatter et stigende antal og stadig flere kategorier af personer (p. 252). Jones konkluderer herefter, at der ikke er basis for at karakterisere det belgiske eksperiment som en utilitaristisk succes (p. 253).

Som jeg viste under omtalen af Theo Boer er Jones’ argumentation ugyldig, han erstatter et spørgsmål med et andet, og konkluderer derefter på det første.

Så er der Jones’ behandling af patienternes autonomi (kaldet det libertarianske perspektiv). Her sætter Jones sig for at vise, at der har været en stigning i antallet af livsafslutninger uden patientens anmodning siden legaliseringen af eutanasi. Derefter hævdes det uden videre, at denne stigning skyldes legaliseringen af eutanasi. Det sidste er naturligvis en ugyldig konklusion: et tidsmæssigt sammenfald er ikke nødvendigvis en kausal sammenhæng. Det første er heller ikke påvist: Jones henviser til Chambaere, 2015 (3), som viser temmelig klart, at andelen af ”Hastening of death without explicit request from patient” har været konstant siden 2001. Oven i det lægger Jones med henvisning til (4) en uspecificeret andel af de patienter, der har modtager kontinuert sedering, idet han argumenterer for at en ikke ringe del af disse behandlinger forkortede patientens liv og var iværksat uden samtykke fra patienten. Problemet med det argument er, at disse patienter allerede tæller med under ”Hastening of death without explicit request from patient” i (3). Han bruger om man så må sige de samme penge to gange.

Jeg vender en sten mere, og igen står det helt galt til: Sulmasi, p. 52, hævder, at det er en lille gruppe af personer med en særlig personlighedstype, der driver kravet om assisteret selvmord i USA. Ifølge Sulmasi udgør denne personlighedstype 0,5% af befolkningen, og disse mennesker er præget af behov for kontrol samt en afvisende (dismissive) tilknytningsgrad til andre mennesker. Sulmasi hævder videre, at psykiatere, der har interviewet patienter, der har bedt om assisted suicide, har fundet, at patienterne netop har disse personlighedstræk. Sulmasi konkluderer, ”it is the personalities of a small group of individuals who face chronic, progressive, eventually fatal conditions rather than the conditions themselves, or the attitudes of the 99.5 per cent of the population facing these same conditions, that drive the actual demand for PAS in the United States” (p. 52). Eller i klar tekst: en lille gruppe kontrolfreaks kører deres egen dagsorden uden hensyn til resten af befolkningen.

Problemet med Sulmasis tekst er, at ingen af de publikationer, han henviser til, indeholder de påståede data. Angående de 0,5% af befolkningen, som skulle have denne kontrol-personlighed, henvises til

https://www.oregon.gov/oha/PH/PROVIDERPARTNERRESOURCES/EVALUATIONRESEARCH/DEATHWITHDIGNITYACT/Documents/year17.pdf

og Emanuel, 1999 (5), men data er simpelt hen ikke at finde. Angående påstanden om, at psykiatere, der har interviewet patienter, som har bedt om assisted suicide, har fundet, at de netop har disse personlighedstræk, henvises til Oldham, 2011 (6). Men Oldhams fund er negative. Personlighedstype-scoren var ikke forskellig mellem patienter, der bad om assisted suicide og dem, der ikke gjorde, og kun når man testede på en kategorial variabel, kunne man pine en p-værdi på 0,08 ud af materialet, men det er jo ikke statistisk signifikant. Der henvises endvidere til Ganzini, 2003 (7); denne publikation handler ikke om psykiatere, der har interviewet patienter, men om forskere, der har interviewet læger om, hvordan de opfatter patienter, der har henvendt sig til dem med ønske om assisted suicide. Ikke overraskende kan lægerne berette om beslutsomme patienter, der ikke vil være afhængige af andre. Der er ingen personlighedstests, ingen kontrolgruppe, og da slet ingen blinding.

Dette check af ca. ½ sides tekst hos Sulmasi må vist være tilstrækkeligt. Hvad enten han lyver bevidst eller bare er groft forsømmelig, falder det ikke kun tilbage på ham, men også på redaktørerne af denne monografi. Hvad kan man stole på i en bog, der er så dårligt redigeret?

Lad mig slutte med Hartlings citater. Det sidste citat er taget fra Jones’ kapitel, som jeg omtalte ovenfor. Jones har ikke vist det, han hævder.

De første fire handler om ”the slippery slope” og kan være interessante nok i sig selv, men de besvarer ikke spørgsmålet, om eutanasi gør mere skade end gavn. Dertil kommer, at forestillingen om at eutanasi, når det først er indført, antager sit eget, destruktivt ekspanderende liv, bl.a. baserer sig på en overbevisning om, at tingene er ude af kontrol og slet ikke som de burde være. Efter at have læst alle disse sider med bekymringer, er jeg stadig ikke overbevist.

Det afsluttende kapitel opsummerer bogens standpunkt meget godt:

“The clear evidence from Belgium is that once the barrier of legislation is passed, the practice tends to develop a dynamic of its own but it does not show that such consequences must follow. Rather, the evidence shows that such consequences can follow, and that this is in line with what was predicted to happen, despite reassurances to the contrary. …. The only secure way to avoid these consequences is to resist calls to legalise euthanasia or assisted suicide and instead invest in palliative care as well as research into end-of-life practices while emphasising the preciousness of human life” (p. 282).

Her siges for det første, at ekspansion ikke er en naturlov, for det andet, at man som forsigtighedsprincip hellere skulle holde sig til palliation og respekt for liv, altså de gammelkendte argumenter.

Jeg efterlyser stadig data til at belyse det nytte-etiske spørgsmål om legalisering af eutanasi gør mere skade end gavn. Denne bog giver ikke svaret.

 

Reference List

 

(1) Hartling O. Aktiv dødshjælp. Kan vi mere end vi kan magte. Gyldendal; 2015.

(2) Jones DA, Gastmans C, MacKellar C. Euthanasia and assisted suicide. Lessons from Belgium.  2017.  Cambridge University Press.

(3) Chambaere K, Vander SR, Mortier F, Cohen J, Deliens L. Recent trends in euthanasia and other end-of-life practices in Belgium. N Engl J Med 2015 Mar 19;372(12):1179-81.

(4) Papavasiliou EE, Chambaere K, Deliens L, Brearley S, Payne S, Rietjens J, et al. Physician-reported practices on continuous deep sedation until death: A descriptive and comparative study. Palliat Med 2014 Jun;28(6):491-500.

(5) Emanuel EJ. What is the great benefit of legalizing euthanasia or physician-assisted suicide? Ethics 1999 Apr;109(3):629-42.

(6) Oldham RL, Dobscha SK, Goy ER, Ganzini L. Attachment styles of Oregonians who request physician-assisted death. Palliat Support Care 2011 Jun;9(2):123-8.

(7) Ganzini L, Dobscha SK, Heintz RT, Press N. Oregon physicians' perceptions of patients who request assisted suicide and their families. J Palliat Med 2003 Jun;6(3):381-90.

 

 

Dette indlæg blev ændret 6 år siden 2 gange af Torsten Skov

   
SvarCiter
Del: