En af de artikler, der har spillet en rolle i de seneste ugers diskussion om identitetspolitisk forskning på universiteterne er lektorer ved Københavns Universitet Michael Nebeling Petersen og Mons Bissenbakkers Sorgens hvide telt. Artiklen gennemgår de udtryk for sorg over Omar El-Hussein, der blev udtrykt og diskuteret i den danske presse efter at El-Hussein dræbte to mennesker i, hvad der må opfattes som en terroraktion. Selv blev han dræbt af politiet i en skudveksling på Nørrebro.
Den umiddelbare reaktion, når man læser artiklen, er, at den er partisk, biased. Hver sætning, hvert ord, forudsætter, at det danske samfund undertrykker ”de brune”, muslimerne. Under den vinkel, eller gennem det prisme, for at bruge forfatternes udtryk, fortolkes presseklippene, så de passer med forudsætningen. Det er ikke hensigten, at det empiriske materiale skal åbne for en forbedring af det teoretiske udgangspunkt. Hensigten, som den forklares af forfatterne selv i deres forsvar for artiklen til Berlingske, er den modsatte: det empiriske materiale skal forstås ud fra det teoretiske udgangspunkt.
Henrik Dahl, Rune Selsing og Hans Bonde har alle kritiseret artiklen. Dahl mener at forfatterne udskammer alle danskere for at være racister, Selsing (eller Berlingskes rubrikredaktør) mener, at forfatterne konkluderer at moralsk afstandtagen fra terrorisme er racisme, og Bonde at det ses som racisme at “»politikere og offentligheden i det hvide flertal« reagerede negativt på, at stedet for drabet på terroristen El-Hussein, … blev brugt som mindested for sorg over terroristens død”. Kritikken tilbagevises af Nebeling og Bissenbakker med argumentet, at deres artikel ikke handler om, hvorvidt racisme var årsag til offentlighedens reaktioner eller hvorvidt danskere er racister.
Hvad artikels konklusion så er, har Nebeling og Bissenbakker straks vanskeligere ved at forklare. Efter mange gennemlæsninger er jeg nået til den konklusion, at artiklen ikke har nogen konklusion. Den viser ingenting. Derimod forudsætter den en masse, bl.a. at samfundet bygger på racisme.
Nebeling og Bissenbakker kan med rette afvise enhver anklage om, at de konkluderer at danskerne er racister, da de intet konkluderer, og dermed heller ikke konkluderer at danskerne er racister. Derimod forudsætter de at det danske samfund er racistisk, men da de ikke er blevet kritiseret på deres forudsætning, undslår de sig for at tage stilling til kritikken af, at de faktisk mener at samfundet bygger på systematisk racisme.
Samfundet er grundlæggende racistisk
Nebeling og Bissenbakker skriver med henvisning til den franske filosof, Michel Foucaults forelæsningsrække fra 1975-76 ”Society must be defended”:
Racisme er … ikke en følge af raceforskelle; tværtimod er racisme det, der formulerer og skaber raceforskelle ved at skabe en ”cæsur” mellem forskellige liv; en konstruktion af raceforskelle, som ”retfærdiggør biopower-økonomiens dødsfunktion”
Vi kan supplere med følgende fra samme forelæsning:
Racisme er koblet til Statens funktion, som er forpligtet til at bruge race, elimineringen af racer og racerenselse til at opretholde sin suveræne magt
Som Foucault og Nebeling og Bissenbakker ser det, er racisme altså en nødvendig del af opretholdelsen af staten.
Videre kan man forstå, at racismen er nedlagt i den måde, vi alle taler om hinanden på:
… i nordeuropæisk sammenhæng, præsenterer den hegemoniske diskurs ikke den religiøst-racialiserede dikotomi som muslim versus kristen, men snarere som racialiseret som mellemøstlig muslim versus racialiseret som hvid sekulær (dvs. hvid danskhed)
… vi forstår og bruger den tilsyneladende religiøse markør ”muslim” og den tilsyneladende nationale markør ”dansk” som diskursive tegn, der udgør og afgrænser raciale forskelle og hvide privilegier
og sluttelig at racismen afgør, hvem, der er noget værd i samfundet
Fordelingen af menneskelig værdi blandt kroppe og populationer kan ses som fundamentalt struktureret af racisme og gentaget gennem tilbagevendende vold
Nebeling og Bissenbakker afviser i et interview til Berlingske, at de beskylder alle danskere for at være racister, idet ”det forskningsmæssigt set ville være en utrolig kedelig pointe”. Det anser de åbenbart for en given sag, der ikke kræver yderligere undersøgelse. Problemet med den forudsætning er, at den bunder i en skitseagtig teori, fremsat af en fransk filosof for 45 år siden, der ikke er forsøgt belagt med empirisk evidens hverken før eller siden.
Er en teori, der hævder, at samfundet bygger på racisme, men som ikke er interesseret i at påvise racismen konkret, videnskabelig? Påstanden om, at det danske samfund grundlæggende er racistisk, er et udsagn om et forhold i verden, der i sin karakter er empirisk. Det er et faktuelt udsagn, omtrent som at sige, at der er tre alliker i haven. Det er da fint, hvis en fransk filosof for 45 år siden har sagt, at der altid er tre alliker i en have, men man skal jo ikke tro på alt, hvad filosoffer siger (altså virkelig ikke!), og her er det jo nemt at afgøre. Man kan bare kigge ud i haven.
Det kan man også med racismepåstanden – men det kunne Nebeling og Bissenbakker ikke drømme om at gøre, fordi det, som de siger i Berlingske-artiklen ”forskningsmæssigt set ville være en utrolig kedelig pointe”.
Der fortælles en historie – ikke andet
Når jeg læser en videnskabelig artikel forventer jeg at se et logisk ræsonnement eller en analyse udfoldet, som underbygger artiklens konklusion. Nebeling og Bissenbakkers artikel ligner også noget, der skal forstås sådan, idet de redegør for, at der på systematisk vis er indsamlet og analyseret et empirisk materiale bestående af 30 avisartikler, 5 TV-klip, og et antal indlæg på de sociale medier. Analysen anføres at være en diskursanalyse. Der er også et konklusionsafsnit. Det hele ser transparent ud og ligner en videnskabelig undersøgelse i den forstand, at der gøres de rigtige håndbevægelser og overholdes nogle formelle kriterier.
Men når man så forsøger at følge argumentationen fra præmis/data til konklusion, kommer man i forlegenhed. Der er ikke meget andet i artiklen end selve historien om, at hvide debattører og den hvide presse udtrykte den holdning, at offentlig sorg over morderens død var upassende, og forfatternes ”konklusion” om, at det konstruerer den befolkningsgruppe, morderen kom fra, som folk, det ikke er værd at sørge over, og som følgelig heller ikke er mennesker med rigtige liv, så længe de er i live. Sat på spidsen: at man i den offentlige diskurs ikke vil sørge over en terrormorders død, bliver taget som udtryk for, at medlemmer af den gruppe, som morderen tillægges medlemskab af, muslimske mellemøstlige indvandrere, heller ikke er værd at sørge over, når de dør. Og at de derfor heller ikke er for noget at regne i levende live.
Problemet med at se dette som en konklusion er imidlertid, at ”analysen” ikke føjer noget til det, der var forudsat i udgangspunktet. Nebeling og Bissenbakker forklarer:
Vores artikel undersøger ikke, hvad folk egentlig mente. Vores primære fokus er at undersøge, hvad det betød, at de to sorghandlinger (blomsterne for Omar (El-Hussein, red.) og fjernelse af dem) blev fremstillet så forskelligt
Men hvad det ”betød” bliver ikke klart. Nebeling og Bissenbakker har anvendt metoden ”diskursanalyse” på det indsamlede materiale, og skriver til Berlingske:
Analysen af data præsenterer en sammenhængende og teoretisk stringent fortolkning af vores indsamlede data. Det betyder, at udsagnet udgør en videnskabelig underbygget fortolkning.
Hvad diskursanalyse går ud på, får vi imidlertid ikke at vide. Der er ingen beskrivelse af, hvordan metoden fungerer, og ingen henvisninger til anden litteratur, hvor det måtte være beskrevet. Det nærmeste, man kommer er ovenstående temmelig uklare citat, som forklarer at forskerne ser bort fra, hvad folk mener, og i stedet undersøger, hvad deres ytringer betyder.
Sandheden er, at Nebeling og Bissenbakkers diskursanalyse er ikke en metode, der leder fra data til data-drevet konklusion. Metoden er en historiefortælling, der fremkommer ved ”at se på verden gennem nogle bestemte prismer og så spørge: Hvilke nye spørgsmål kan vi stille”. I det aktuelle tilfælde består prismet i at forudsætte at samfundet er baseret på racisme, og så udlægge de offentlige ytringer om det betimelige i at sørge offentligt over Omar El-Hussein på en måde, der giver mening inden for den teoretiske ramme. Opgaven er derfor ikke at skrive en artikel om, hvorvidt kritikken af sorghandlingen er racistisk, men at skrive om, hvordan kritikken illustrerer, hvad racisme er.
Kritik af artiklen for ikke at begrunde de påstande, den fremfører som resultat af analysen, løber af de nævnte grunde åbne døre ind. Den ligner ganske vist en undersøgelse, der påstår noget, som den begrunder, og forfatterne bruger alle de rigtige ord og vendinger og procedurer for at få den til det, men når man går dem på klingen, siger de, at sådan skal den alligevel ikke forstås. Så er den en akademisk øvelse, der inviterer til at se på verden gennem et bestemt prisme og ”analysere”, hvilke spørgsmål, det kan stilles.
Sådan er de andres forskning også-argumentet
Nebeling og Bissenbakker anfører til deres forsvar, at ”man for eksempel ikke nødvendigvis [kan] føre empirisk belæg for” teorier om kapitalistisk økonomi, eksistentialismen, og teorien om sjælen. Pointen er vist, at anerkendte teorier savner empirisk belæg i samme grad som deres egen teori.
Parallellen til eksistentialismen er mærkelig, da eksistentialismen ikke kan opfattes som en videnskabelig teori.
Parallellen til teorien om at mennesket har en sjæl er vanskelig at forholde sig til, da ordet sjæl er flertydigt. Måske menes bevidsthed, i hvilket tilfælde vi befinder os inden for neurofysiologien, som er et empirisk gebet. Handler det om sjæl som det forstås i religiøs sammenhæng, er der ikke tale om en videnskabelig teori om, at mennesket har en sjæl. Dårlig analogi.
Sidst har vi så Nebeling og Bissenbakkers forsøg på at antyde, at der er lige så lidt empirisk baggrund for at tale om, at en økonomi er kapitalistisk, som der er for at tale om (deres udgave af) kritisk raceteori. Det er ganske enkelt forkert. En ”kapitalistisk” økonomi har bestemte institutionelle karakteristika, der alle er veldefinerede og målbare.
Parallellerne til at der heller ikke skulle være empirisk belæg for andre teorier, som anses for videnskabelige, ender som en indrømmelse af, at Nebeling og Bissenbakkers racismeteori ikke er underbygget af empiri.
Fagfællebedømmelses-argumentet
I deres svar til Hans Bonde lægger Nebeling og Bissenbakker stor vægt på, at flere uafhængige internationale bedømmere har vurderet artiklen. De konkluderer på den baggrund, at artiklen “på alle måder [har] været genstand for den kvalitetssikring, som Bonde påstår, at den er udtryk for mangel på”.
Dette er i virkeligheden et radikalt synspunkt, som viser noget om brudfladerne i denne diskussion. Nebeling og Bissenbakker hævder reelt, at når først en artikel har været igennem fagfællebedømmelse, er kvaliteten sikret, og så er der ikke mere at tale om.
Men vi ved jo godt, at det ikke er rigtigt. Reviewere inden for alle forskningsfelter tager fejl igen og igen, og den videnskabeligt proces er ikke slut med, at der er foretaget review. Derfor kan kritik heller ikke affærdiges med, at alle kvalitetssikringsprocedurer har været overholdt. Det ville jo svare til, at en bilforhandler, der solgte en defekt bil, ikke ville påtage sig ansvar for fejl, hvis alle kvalitetssikringsprocedurer var overholdt. Det ville ingen forbruger med et mandagseksemplar finde sig i.
Forkerte teorier er farlige
Udgangspunktet om universel racisme virker provokerende, og det er måske også meningen med at vælge en case, som i sig selv er letantændelig. Men hvis vi forsøger at forholde os lidenskabsløst til sagen, kunne vi spørge, om en videnskabelig metode, der tager udgangspunkt i en filosofisk-teoretisk konstruktion uden empirisk basis, og hvis a priori sandsynlighed for at være korrekt af samme grund er meget lav, har nogen særlig chance for at øge vores forståelse af verden? Det kan naturligvis ikke udelukkes, blind høne kan også finde guldkorn, men det er nærmere opskriften på videnskabelig fiasko. Historien er fuld af eksempler på luftige teorier, der er blevet lagt over observationerne og har hæmmet videnskabelige gennembrud i århundreder. Det er der ingen grund til at invitere til igen.
Glemmes skal det heller ikke at skadevirkningerne af fejlagtige teorier kan være store. Inden for medicinen dominerede i et par tusind år den filosofiske idé, at godt helbred forudsætter balance mellem kropsvæskerne blod, gul galde, sort galde, og slim. Teorien stammede fra den græske læge Hippokrates (460-370 f. Kr.), og den blev i praksis først forladt i 1800-tallet. På basis af teorien årelod lægerne de syge, når de mente, sygdommen skyldes for meget blod. Det har kostet utallige menneskeliv.
Det prisme, gennem hvilket Nebeling og Bissenbakker ser verden, og som de mener kan berige vores forståelse af den, er en racismeteori, ifølge hvilken samfundet er grundlæggende racistisk. Nebeling og Bissenbakker er lige så lidt interesserede i at undersøge, om dette teoretiske udgangspunkt er korrekt, som de hippokratiske læger var i at undersøge om væskelæren holdt for en empirisk prøve.
Det er helt surrealistisk, at sådan en situation kan opstå i moderne videnskab, og det er måske en af grundene til, at det får lov at trives. Det er svært at tro, at det foregår.
