B. Guschke, K. Busse, F. Khalid, S. L. Muhr, og S. N. Just, Sexual Harassment in Higher Education – Experiences and Perceptions among Students at a Danish University, Kvinder, Køn & Forskning, nr. 1–2, 2019, [Online]. Tilgængelig hos: https://tidsskrift.dk/KKF/article/view/116114.
Dette er en spørgeskemaundersøgelse af sexchikane på CBS, udkommet i et fagfællebedømt videnskabeligt tidsskrift. Førsteforfatteren er PhD-studerende, og der er to danske professorer blandt medforfatterne, Sara Louise Muhr (CBS) og Sine Nørholm Just (RUC).
Undersøgelsen hovedkonklusioner formuleres således:
Vores undersøgelse viser, at de studerende ved universitetet ofte oplever sexchikane (min oversættelse)§
og
Vores undersøgelse afslører, at normaliseringen af den krænkende adfærd – det vil sige, den sociale konstruktion af adfærden som en acceptable del af hverdagen – styrker forekomsten af sexchikane og hæmmer rapporteringen, hvorved fænomenet får lov at bestå (min oversættelse)#
Den første konklusion bygger på artiklens tabel 7, hvoraf det fremgår, at 40% af respondenterne har oplevet en eller flere former for sexchikane (”sexual harassment”), spændende fra ”Seksuelle bemærkninger om tøj, krop, eller seksuelle aktiviteter” (20%) til ”Er blevet bedt om seksuelle ydelser til gengæld for karakterer, anbefalingsskrivelser, etc.” (0%).
Desværre er der store problemer med at vurdere disse procenter. Indbydelserne til at deltage gik bredt ud, og alle studerende kunne deltage, plus dem, der havde været studerende inden for det sidste år. Artiklen meddeler ingen oplysninger om, hvor mange det er. Den oplyser heller ikke hvilket universitet, det drejer sig om. Men på CBS’s hjemmeside findes en tidlig version af undersøgelsesrapporten 1, så der er ingen tvivl om, at det er CBS. Læreanstalten havde 19.708 studerende i 2018, hvor undersøgelsen blev gennemført. 342 medvirkede, hvilket giver en responsrate på 1,7%, eller et frafald af mere end 98% af de potentielle medvirkende.
Det er åbenlyst, at den sande forekomst af sexchikane blandt alle 19.708 studenter på CBS kan ligge meget langt fra forekomsten blandt de 342, der medvirkede. Forfatterne forholder sig ikke til problemet. De nævner det faktisk slet ikke, selv om det er fuldstændigt afgørende for vurderingen af data. Allerede her er det uforståeligt, at undersøgelsen har kunnet publiceres i et tidsskrift, der vil kalde sig videnskabeligt.
Så er der spørgsmålsformuleringerne om sexchikane. Forfatterne angiver ingen kilde til spørgsmålene om sexchikane, som ligger til grund for de 40%. Spørgsmålene spænder fra dårlige jokes til grove krænkelser, og ligner, men er ikke identiske med dem, der bruges af f.eks. Kvinfo 2.
Der er også et andet sæt spørgsmål om sexchikane i artiklen. Det er taget fra en EU-undersøgelse 3, og spænder også fra dårlige vittigheder til grove krænkelser. Det sæt spørgsmål har forfatterne brugt til at undersøge, om respondenterne har samme opfattelse af, hvad der er sexchikane, som forfatterne. Der er f.eks. spurgt, om respondenterne opfatter ”Upassende invitation til at gå på date” som sexchikane. Det er der kun 26% af respondenterne, der svarer ja til. I den anden ende af spektret mener 85%, at ”Uvelkommen berøring, knus og kys” er sexual harassment.
Når de specifikke hændelser, man spørger om, ikke nødvendigvis opfattes som krænkende, rejses spørgsmålet, om det er respondentens opfattelse af krænkelse, der skal lægges til grund, eller prævalensen af hændelser, som forskerne finder krænkende? For CBS-undersøgerne er der ikke tvivl: det er deres opfattelse af, hvad der er acceptabelt, der definerer, hvad der er sexchikane. Studenternes egne rapporterede meninger om den sag har ingen gyldighed – hvilket egentlig er sært, da de samme forskere insisterer på, at det er den, der føler sig krænket, ikke krænkeren, der definerer, om der foreligger en krænkelse. Men når respondenten ikke føler sig krænket, er det åbenbart forskerne, der bestemmer.
For os andre er det måske af interesse at vide, at de høje forekomster af sexchikane, der rapporteres, kan dreje sig om spørgsmål, som respondenterne faktisk ikke opfatter som krænkende. Desværre har undersøgerne afskåret os fra at vurdere, hvor stor en del af det rapporterede, der i det foreliggende tilfælde faktisk blev opfattet som krænkende af respondenterne. Det ville have været muligt, hvis forfatterne havde nøjedes med at bruge EU-spørgeskemaet. Men de valgte altså at introducere et andet sæt spørgsmål til selve prævalensundersøgelsen. Forfatterne forklarer ikke, hvorfor de har brugt to forskellige spørgeskemaer, når de kunne have nøjedes med ét.
Sammenfattende om forfatternes konklusion om, at sexchikane opleves hyppigt af de studerende ved universitetet, kan man sige, dels at det er en vag konklusion, dels at de rapporterede tal ikke kan generaliseres til universitetet, da frafaldet er meget stort – et problem, som forfatterne helt ignorerer.
Den anden hovedkonklusion kan diskuteres noget kortere: Ifølge forfatterne har undersøgelsen vist, at det, at den krænkende adfærd i nogle sociale sammenhænge opfattes som acceptabel, øger dens forekomst og får folk til ikke at rapportere den, samt at disse forhold muliggør, at problemet fortsætter. Her er ikke mindre end 3 stærke konklusioner om konsekvenserne af ”normaliseringen”: 1. øget forekomst, 2. lav rapportering, 3. problemets persistens. Men sagen er, at forfatterne ikke har fremlagt data, der belyser disse sammenhænge. Der hævdes nogle sammenhænge, som muligvis er plausible, men at påstå at undersøgelsen har vist at de eksisterer, er ganske enkelt ikke korrekt.
Rapporteringen omfatter 10 store tabeller med procenter for de forskellige spørgsmålsbesvarelser, nogle af dem delt op på køn eller dansk/udenlandsk student. Det er ret simpelt og ikke meget forskelligt fra, hvad et Gallupinstitut ville producere. Hvilket naturligvis rejser spørgsmålet om, hvorfor det er publiceret i såkaldt videnskabeligt tidsskrift. Spørgsmålet bliver ikke mindre vedkommende af, at der er udført ikke mindre end 60 statistiske tests uden nogen diskussion af multiplicitetsproblemet.
Den helt store forskel fra en Gallup er, at Gallupper er meget opmærksomme på, at deres fund skal være generaliserbare. Derfor gør de meget ud af at sikre sig en repræsentativ stikprøve af respondenter. Som vi så, interesserer forfatterne til denne publikation sig slet ikke for det problem.
Ideologi forklædt som forskning
Der har været en del diskussion i den senere tid om politik forklædt som forskning, eller med en måske bedre formulering: pseudoforskning, der er politik eller ideologi. Foreløbig kan vi konkludere, at den foreliggende undersøgelse ikke har meget med videnskab at gøre. Ingen af undersøgelsens hovedkonklusioner er datadrevne. Alene bortfaldet burde have udelukket denne undersøgelse fra at blive publiceret i et videnskabeligt tidsskrift.
Næste spørgsmål er, om dette kun er pseudoforskning, eller det også er ideologi forklædt som forskning? Allerede i abstractet siges:
Problemer med sexchikane kan kun løses hvis og når universiteterne tager ansvar for de normer, der er herskende i deres indflydelsessfære (min oversættelse)¤
Det er et klart ideologisk udsagn om, universitetsledelserne må påvirke de moralske normer, der hersker på deres institutioner. Jeg tager ikke stilling for eller imod det ideologiske udsagn, men alene til det forhold, at det er et normativt udsagn, som ikke har noget at gøre med de data, forfatterne har fremlagt.
Argumentationen kan dog skærpes, for undervejs i artiklen bliver det klart, at forfatternes opfattelse af, hvad der sexchikane er bredere end respondenternes. Som nævnt ovenfor mener kun 26% af respondenterne, at det er sexchikane at modtage en upassende invitation til at gå på date, men heri er forfatterne ikke enige. De normer, som forfatterne opfordrer til at universitetet tager ansvar for, er ikke respondenternes, men forfatternes.
Det er helt legitimt, at forfatterne ønsker deres moralopfattelse fremmet på universitetet. Det står dem frit for at forfægte deres syn på moral uden at blive kaldt aktivistiske forskere – men kun så længe, de ikke forsøger at få deres moralske standpunkt til at se videnskabelig begrundet ud. Og det er præcis, hvad de gør med denne artikel.
Den er faktisk pseudovidenskab med et ideologisk budskab.
Noter:
§ Our study demonstrates that sexual harassment is frequently experienced by students at the University
# Our study reveals that the very normalization of offensive behaviour – that is, the social construction of it as an acceptable part of daily life – reinforces the occurrence of sexual harassment and discourages reporting, allowing the phenomenon to persist
¤ issues of sexual harassment can only be dealt with if and when universities assume responsibility for the norms that prevail within their spheres of influence
Referencer:
1. S. L. Muhr, B. Guschke, F. Khalid, og K. Busse, Let’s Talk about Sexual Harassment, CBS PRME, Frederiksberg, Report, jan. 2019. [Online]. Tilgængelig hos: https://cbswire.dk/wp-content/uploads/2019/01/Report_SH-at-CBS_draft3_slm.pdf
2. Kvinfo. BEKÆMPELSE AF SEKSUEL CHIKANE. Udateret.[cited 22 June 2021]. Available from: https://kvinfo.dk/wp-content/uploads/2020/12/Notat-Bekaempelse-af-seksue-chikane_KVINFO.pdf.
3. Violence against women: an EU-wide survey. Main results report [Internet]. Eur. Union Agency Fundam. Rights. 2014.[cited 22 June 2021]. Available from: https://fra.europa.eu/en/publication/2014/violence-against-women-eu-wide-survey-main-results-report.
