Et eksempel på sexisme

Nu er det et par år siden, men værd at trække frem af glemslen, at der var trakasserier mellem to dele af Trump-administrationen, den ene repræsenteret ved den tro embedskvinde Fiona Hill, den anden ved den uregerlige Trump-loyalist, Gordon Sondland (1). I en amerikansk kongreshøring vidnede Fiona Hill om udenrigspolitiske begivenheder, hvis detaljer vi heldigvis ikke har brug for at forstå, blot at Sondland var gået præsidentens ærinde uden om udenrigstjenesten, og at Fiona Hill, som formelt var Sondlands underordnede, havde forsøgt at forklare ham, hvad er var dydens smalle sti, og hvorfor han ville gøre klogt i at holde sig til den.

Det interessante ved historien ligger i, at Fiona Hill helt ufortjent blev almindeligt anprist for sin indsats under høringen, hvor hun – ifølge den almindelige mening – udstillede Gordon Sondland som sexist.

Men så vidt jeg kan se, var Fiona Hill sexisten.

Under høringen blev Fiona Hill konfronteret med en udtalelse fra Gordon Sondland, der lød at Fiona Hill var

“vældigt vred over sin rolle i administrationen, og vred pÃ¥ sine overordnede og pÃ¥ Præsidenten”. “Hun rystede nærmest”, sagde Sondland. “Hun var virkelig vred” (2)

Fiona Hills svar, som høstede universel applaus, var at betegne Gordon Sondlands reaktion som kønsbias. Fiona Hill udtalte at

hans reaktion stammede fra kønsbias. “NÃ¥r kvinder viser vrede bliver det ofte ikke forstÃ¥et. Det bliver, I ved, ofte slÃ¥et hen som følelsesbetonet, eller afledt pÃ¥ andre” (3)

Lad os se på situationen. Her er en embedsperson, hvis vrede ikke er blevet taget alvorligt af den overordnede. Det er ikke enestående i verdenshistorien. Jeg har stampet i gulvet af raseri hos en overordnet, uden at der blev gjort det mindste ved problemet, og jeg har, særligt i mine unge år, ofte været frustreret over mine overordnedes træghed. Det er livets lod for den underordnede, og jeg kunne ikke drømme om at tilskrive dette til andet end mine overordnedes uforstand, træghed, eller – nødtvunget – at de kan have haft andre hensyn at tage, end dem jeg havde at tænke på.

Men Fiona Hill er ikke bare en almindelig underordnet, hun er også kvinde, og i den egenskab kan hun beskylde sin overordnede for ikke at tage hende alvorligt, fordi hun er kvinde. Hun gør ikke dette ud fra sit personlige kendskab til Sondland, men fordi mænd er sådan.

Men hov! Fiona Hill kender jo Gordon Sondland! Hvis hun endda havde sagt, at hun kendte Sondland som en sexistisk stud, som så ned på kvinder, og at det var grunden til at han ikke tog hendes vrede alvorligt, kunne man i det mindste diskutere, om hun havde ret i sin anklage eller ej. Hun kender manden og ved, om han er sexist eller ej. Men det siger hun ikke noget om. I stedet bruger hun en fordom til at dømme en person, som hun kender udmærket. Og det høster hun point på i den offentlige mening.

Der var ikke pÃ¥ CNN, eller andetsteds antydning af refleksion og over, hvad det egentlig var, Fiona Hill her gjorde. Det er blevet sÃ¥ indgroet i den offentlige diskurs, at man ikke engang lægger mærke til det. Men prøv engang at anstille det tankeeksperiment at Fiona Hill var en underordnet mand, og Sondland en overordnet kvinde, sÃ¥ det altsÃ¥ var en mand, der sagde noget generelt nedsættende om kvinder for at ramme sin overordnede. Vi kan jo lade Hill-mand sige, at “kvinder ikke forstÃ¥r magtspillet i storpolitik, de er bedre til de smÃ¥ magtspil i familien”.

Det ville næppe være en effektiv kommunikationsstrategi. Nedsættende generaliseringer om kvinder mødes med foragt i den offentlige mening – med rette. De fremsættes kun af mandlige oldtidslevn. Men det er hypermoderne og høster universel applaus, når en kvinde fremsætter den samme slags generaliseringer om mænd.

Der kunne findes masser af den slags eksempler på sexisme med modsat fortegn. Det særlige ved ovennævnte er, at det udspiller sig i den amerikanske kongres i en høring, der følges verden over, uden at der protesteres mod det skred, der er sket i, hvad kvinder kan sige om mænd uden at komme galt afsted.

(1) https://edition.cnn.com/2019/11/21/politics/fiona-hill-gordon-sondland-impeachment-trump/index.html
(2) “pretty upset about her role in the administration, about her superiors, about the President.” “She was sort of shaking,” Sondland said. “She was pretty mad.”. Ibid
(3) she said his reaction was rooted in gender bias. “Often when women show anger, it’s not fully appreciated. It’s often, you know, pushed onto emotional issues perhaps, or deflected onto other people,” she said

Torsten Skov

Læge, PhD i epidemiolog, batchelor i filosofi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.