Nok ikke det sidste ord…

I Berlingskes omtale af Dahl & Messerschmidts kronik om antividenskab på universiteterne (Billingsøe and Heeger 2021) fik Signe Uldbjerg, i hvert fald i hendes egen optik (https://twitter.com/SUldbjerg/status/1368199195862200320), det sidste ord:

»God forskning er naturligvis baseret på viden og grundige undersøgelser og ikke mindst metodisk redelighed. Det gør forskningen anderledes fra aktivismen. Omvendt vil jeg sige, at god aktivisme er baseret på forskning, på veldokumenterede problemer og velundersøgte løsningsforslag,« siger hun.

I sidste ende har Signe Uldbjerg Mortensen derfor ikke meget tilovers for Morten Messerschmidt og Henrik Dahls udfald mod forskere, der sammenblander forskning og aktivisme.

»Jeg synes, de skulle prøve at blande det lidt mere sammen. Jeg synes, de skulle prøve at fundere deres politik lidt mere i forskning.«

OvenstÃ¥ende er bogstaveligt de sidste ord i artiklen, sÃ¥ helt løgn er det ikke, at hun fik det sidste ord. Hvad hun sÃ¥ mener med, at de “skulle prøve at blande det lidt mere sammen” er jeg ikke klar over. MÃ¥ske skulle det have været “mindre”. PÃ¥ den anden side kan det ogsÃ¥ være, at hun faktisk mener mere.

Men ét klart statement er der da: “God forskning er naturligvis baseret pÃ¥ viden og grundige undersøgelser og ikke mindst metodisk redelighed”. Her forsøger Uldbjerg at tage luften ud af Dahl & Messerschmidts kritik ved at hævde, at den forskning, hun og ligesindede stÃ¥r for, baserer sig pÃ¥ metodisk redelighed. Det lyder jo beroligende.

Men hvis det for alvor skal imødegå kritikken, må det jo godtgøres, at metodisk redelighed, som Uldbjerg forstår det, er det samme som metodisk redelighed, som Dahl & Messerschmidt forstår det, eller i det mindste, at Uldbjerg og ligesindede udøver en metodisk redelighed, som ikke rammes af Dahl & Messerschmidts kritik.

Det klares ikke i et interview i Berlingske, naturligvis, så her er et forsøg på at udrede nogle af trådene. Heldigvis har Uldbjerg skrevet en metodeartikel, som vi i det mindste kan tage udgangspunkt i (Uldbjerg 2021). Artiklen er en diskussion af, hvordan Uldbjerg har engageret sig i, gennem aktionsforskning, at hjælpe ofre for nøgenbilleddeling. Desværre gør den ikke klart, hvilke empiriske resultater, der skabes, eller hvilken karakter forskningen har ud over at være aktivistisk. Det nærmeste Uldbjerg kommer en diskussion af metodisk redelighed er et par bemærkninger om, at aktionsforskere står til regnskab for deres forskning på mindst to måder, idet hun citerer Charles Hale for følgende passus:

  scholars “must embrace two quite distinct sets of objectives and forms of accountability, and they must negotiate the often considerable tensions between them”

Det ligner en indrømmelse til det problem, at politisk aktivisme kunne føre til skævvredne konklusioner – ikke mindst nÃ¥r det læses sammen med at:

The researcher is accountable for the quality and reliability of the research and for its social and political impacts

Men så er der ikke mere i Uldbjergs artikel om at stå til regnskab for videnskabens kvalitet. Det lyder godt at stå til regnskab, men der mangler noget detalje om hvordan. På det punkt overlader Uldbjerg scenen til Charles Hale, som er den, der har formuleret problemet med den delte accountability, så vi går til Hale for at se, hvad det er for en størrelse (Hale 2006). Hos Hale er der lidt mere kød på, idet han siger, at aktivistisk forskning

must generate new knowledge and theoretical innovation on questions of identity politics, on the problems of using the law to advance indigenous rights, and more broadly, the challenges of such struggles in the face of neoliberal multiculturalism. Outside academia, however, activist research will be judged in starkly different terms: what is its potential contribution to the political struggle underway?

Det hjælper mÃ¥ske pÃ¥ forstÃ¥elsen at vide, at Hale er antropolog, og hans virkefelt Sydamerika, hvor han er involveret i den politiske kamp for den oprindelige befolknings ret til landomrÃ¥der, som de har beboet siden før spaniernes kolonisering. Hans organisation hjælper de besiddelsesløs oprindelige folk med at udarbejde landkort over deres landomrÃ¥der og dokumentere deres rettigheder til omrÃ¥derne. Det er der ikke megen akademisk merit i, ikke megen teoretiseren over, hvordan identitetspolitik modstÃ¥r udfordringen fra den neoliberale multikulturalisme – hvad det sÃ¥ mere præcist betyder.

Et nærliggende spørgsmål ville nu være, om Hales politiske sympatier påvirker validiteten af de kortlægninger, han laver. Hvordan sikrer Hale sig, at medarbejderne i hans organisation (eller han selv for den sags skyld) ikke slækker på kriterierne for oprindelighed, at de ikke er biased i deres vurderinger?

Det diskuterer Hale ikke, og det er der en grund til. Det er ikke en relevant overvejelse inden for den teori, hvor han befinder sig. Her er den viden, han skaber, lokal (situated).

all forms of data collection, and the knowledge claims that derive from them, are “situated.” Once we bracket objectivity and affirm the intersubjective character of social science research…

Så Hale sætter objektiviteten på pause og tilslutter sig videnskabens intersubjektive karakter. Objektivitet er et vanskeligt begreb, som jeg ikke har brugt i årtier, så det med at sætte objektiviteten på pause, er jeg sådan set med på. Men om vi nu vil sætte den på pause på den samme måde og af de samme grunde, ved jeg ikke. Så vi må grave videre i, hvad det her handler om.

Begrebet om “situated” skyldes Donna Haraway, hvis artikel “Situated knowledges: The science question in feminism and the privilege of partial perspective” er citeret mere end 18.000 gange (stik den!) (Haraway 1988). Nu er der omsider bingo i vores søgen efter, hvad der egentlig ligger i Signe Uldbjergs “metodiske redelighed”. Princippet er egentlig vidunderligt enkelt: magthavernes videnskab er den værst tænkelige, alt hvad der er imod magten er mere validt. Læs det lige igen, sÃ¥ skal jeg forsøge at forklare, hvordan Haraway er kommet frem til den definition af validitet, og hvilke konsekvenser hun selv drager.

Haraways udgangspunkt er socialkonstruktivismen i dens stærke formulering, altså teorien om, at al viden er socialt konstrueret, og at det i bund og grund ikke kan produceres almengyldig statements eller generaliserbar viden. Problemet med den teori er så for Haraway, at man faktisk godt kunne have brug for noget, der holder

we could use some enforceable, reliable accounts of things not reducible to power moves and agonistic, high-status games of rhetoric or to scientistic, positivist arrogance

Socialkonstruktivismen smider barnet ud med badevandet. Den kasserer hele videnskaben. Slut, game over. Og det er et akademisk harakiri, som Haraway gerne vil undgå.

Hendes løsning er “situated knowledge”. Ganske vist er al viden konstrueret, men der er grund til særligt at fæste lid til de undertryktes synsvinkel:

Subjugated standpoints are preferred because they seem to promise more adequate, sustained, objective, transforming accounts of the world.

The only position from which objectivity could not possibly be practiced and honored is the standpoint of the master, the Man, the One God, whose Eye produces, appropriates, and orders all difference

Den etablerede videnskab er den eneste, der ikke kan skabe ordentlig viden. Ikke at resten går helt af sig selv, der kan være tilfælde, hvor også de undertrykte kommer for let om ved det, og den akademiske kritik vil være nødt til at skride ind, men som udgangspunkt tilhører objektiviteten de undertrykte.

En afledt konsekvens er for Haraway, at hvad der er rationel viden afgøres af politiske og etiske diskussioner. Det er vel ganske logisk – det er jo et politisk-etisk spørgsmÃ¥l, hvem der er undertrykt og hvem der er undertrykkere, og naturligvis og nok sÃ¥ vigtigt har det vist sig, hvem der er mest undertrykt. 

Dermed er det sagt sÃ¥ klart, som det kan siges. Rationel viden forhandles pÃ¥ politiske og etiske præmisser. Ud over hvad man kan komme frem til i en politisk kamp og/eller etisk diskussion, er der ingen kriterier for rationalitet. Der er ingen “fælles rationalitet”.

Det er værd at nævne et aspekt af Haraways artikel, som angår begrebers klarhed:

A splitting of senses, a confusion of voice and sight, rather than clear and distinct ideas, becomes the metaphor for the ground of the rational

I Haraways vision for videnskaben er rationalitet og tankens klarhed hinandens modsætninger. Vi lader den stå lidt.

Der er undertrykkerne og de undertrykte, dem og os, og “videnskabens” opgave er ikke at skabe valid viden, men at lÃ¥ne akademisk legitimitet til de undertrykte, hvis blik garanterer objektivitet. Forskerens rolle er at indgÃ¥ alliance med de undertrykte for at udvirke forandring til det bedre, eller fremme revolutionen, eller hvordan det nu lige formuleres. Validitet er ikke et relevant begreb og tankens klarhed ikke et ideal. Hvis man er pÃ¥ de undertryktes side, er man objektiv.

Men selvom der ikke er krav til videnskabelig metode, hænger damoklessværdet over forskernes hoveder, hvis de politisk eller etisk træder ved siden af. Så er de hjemfaldne til kritik med hele det armamentarium, som socialkonstruktivister har fintunet gennem årtier, hvilket f.eks. Ole Wæver oplevede.

Lad os vende tilbage til Signe Uldbjergs tilbagevisning af Dahl og Messerschmidts kritik. Uldbjerg siger, at der er forskel pÃ¥ forskning og aktivisme: Forskning er baseret pÃ¥ metodisk redelighed, underforstÃ¥et standarder for videnskabelighed, som ligger uden for politisk aktivisme. Men nÃ¥r jeg følger hendes henvisninger til litteraturen, finder jeg kun standarder af politisk og etisk art. Uldbjerg vil have os til at tro, at hun har et begreb om “metodisk redelighed”, som ikke er funderet i politik. Det er, ifølge de henvisninger, hun inkluderer i sin artikel, ikke tilfældet.

Hvilket  jo egentlig bekræfter Dahl & Messerschmidts pointer.

Referencer:

Billingsøe EV and Heeger T 2021. Morten Messerschmidt går i krig med feministiske »ballademagere« på universitetet: Han går »langt over stregen«. Available at: https://www.berlingske.dk/content/item/1546392 (accessed 7 April 2021).

Hale CR 2006. Activist Research v. Cultural Critique: Indigenous Land Rights and the Contradictions of Politically Engaged Anthropology. Cultural Anthropology 21(1). John Wiley & Sons, Ltd: 96–120. DOI: 10.1525/can.2006.21.1.96.

Haraway D 1988. Situated Knowledges: The Science Question in Feminism and the Privilege of Partial Perspective. Feminist Studies 14(3). Feminist Studies, Inc.: 575–599. DOI: 10.2307/3178066.

Uldbjerg S 2021. Writing Victimhood. A methodological manifesto for researching digital sexual assault. Women, Gender & Research (1): 25–39.

Torsten Skov

Læge, PhD i epidemiolog, batchelor i filosofi

3 thoughts on “Nok ikke det sidste ord…


  1. Jeg vil meget gerne dele dette. P.t. underviser jeg i Danskfagets teorier og metoder ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet.
    Mine studerende vil have stor gavn af at læse din redegørelse.

    Venligst

    Jan Aage

    1. Selvfølgelig. Hvis du eller dine studenter finder brist i min argumentation/læsning, hører jeg meget gerne fra dig, så jeg kan rette eventuelle fejl.

      Vil forsøge at ændre indstillingerne for min blog, så I kan poste ting uden yderligere godkendelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.