Tal pænt til en dame

Hold op med at tale fornedrende til kvinder, sagde Lise Rønne (1), og det var der mange som erklærede sig enige i, herunder anmelderens egen redaktør. Det fornedrende bestod i at bruge ordet ”vimse” om Lise Rønnes optræden på TV.

Den Danske Ordbog definerer fornedre som at ”udsætte nogen for så stor ydmygelse at det fratager vedkommende al værdighed eller selvværd”. At Lise Rønne oplever er at hun og andre kvinder fratages al værdighed og selvværd når en anmelder siger at hun vimser kunne affærdiges som overdreven nærtagenhed, men når Politiken officielt kaster sin egen anmelder under bussen er der noget på færde. Vimse er åbenbart en altudslettende fornærmelse. Eller?

Det personlige plan

Bo Tao Michaëlis anmeldte TV-showet ”Helt lyrisk” hvor Lise Rønne var vært og skrev bl.a. at Lise Rønne ”vimser småneurotisk rundt”. Det er sprogligt upræcist, replicerer Rønne, for det meste af tiden stod hun på sine flade fødder. Hun fortsætter at alle jo godt ved at ”Bo Tao Michaëlis er interesseret i at bruge det effektive ord vimse, fordi det er ladet med et hav af konnotationer, som ingen af os gider at forbindes med” (1). Med andre ord: Bo Tao Michaëlis er ude på at nedgøre hende så effektivt som muligt, selv om hun overhovedet ikke vimsede. Rønne supplerer med at det ikke er første gang Bo Tao er ude efter hende, bl.a. har han det lidt stramt med hendes armbevægelser.

Noget kunne tyde på at Rønne havde ret. I hvert fald sendte Bo Tao Michaëlis, ifølge hans redaktør på Politiken, en undskyldning til Rønne hvori han beklagede at han havde ladet sin irritation over programmet løbe af med sig (2).

Dermed kunne sagen være afsluttet. En holmgang havde fundet en klar vinder, Lise Rønne, og Bo Tao Michaëlis lå fladt ned.

Det generelle plan

Sådan skulle det dog ikke gå. For Rønne illustrerede vimse-eksemplet et større problem, og det var Mette Davidsen-Nielsen enig med hende i. Sidstnævnte mente endda at Rønne havde beskrevet problemet vældigt præcist, hvilket fritog hende for selv at præcisere hvad problemet egentlig består i. Rønne skrev om nogle “usynlige strukturer, en kulturelt nedarvet diskursivitet, som i en sådan grad gennemsyrer vores måde at se og forstå køn på, at vi for det meste ikke selv er bevidste om det”, hvilket er en sang man har hørt før uden at være stødt på en bare nogenlunde præcis forklaring på hvad dette akademiske kaudervælsk skal betyde. Usynlige strukturer som vi ikke er bevidste om, kan det blive mere ukonkret?

Det bliver kun marginalt mere forståeligt når Rønne forklarer at Bo Tao Michaëlis med sin anmeldelse ”reproducerer og gøder på ubeskriveligt uheldig vis en kultur, der intet, som i intet, godt kan siges om”. Vi lever i en kultur, der intet godt kan siges om?

Til sidst kommer dog en forklaring der er til at forstå, nemlig at kvinder er udstyret med en utilstrækkelighedsknap, der lettere kan aktiveres i nogle af os kvinder end i mænd”. For at undgå misforståelser understreger jeg at dette er Rønnes formulering, ikke min. Bo Tao Michaëlis’ nedladende ord vedligeholder og/eller aktiverer Lise Rønnes utilstrækkelighedsknap, og dét er grunden til at han ikke må tale sådan hverken til hende eller til andre kvinder. Her er vi ved sagens kerne: kvinder skal behandles særligt skånsomt fordi de har en utilstrækkelighedsknap / er sårbare / er svage. Dette er det generelle, som det specifikke eksempel illustrerer.

Men her er jo noget rivegalt. Bo Tao Michaëlis ligger slagen på valen, vinderen, Lise Rønne, giver den stadig som den svage part der skal behandles skånsomt, og folk står i kø for at bekræfte hende i at mænd skal tage særlige hensyn til kvinder. Kvinder er i dagens Danmark som de plejer at være sårbare, det svage køn, og må ikke kritiseres. Specielt må de ikke kritiseres med kønsspecifik kritik.

Hvad nu hvis Rønne faktisk havde vimset?

Ud over det åbenlyst hykleriske i at fremstille vinderen af slagsmålet som den svage part, er der andre mærkværdigheder ved denne særlige form for politisk korrekthed.

Hvad nu hvis Rønne faktisk vimsede? Vi er vel enige om at der findes en adfærd, som man kan kalde vimse. Som Mikkel Anderson har gjort opmærksom på har samme Bo Tao Michaëlis brugt ordet om en mand i Politiken – uden ophævelser fra hverken offeret eller redaktøren (3). Vimse er ikke et kønsneutralt ord, men det er et ord, hvis berettigelse i sproget dårligt kan anfægtes – hvad skulle man sætte i stedet, hvis man ville betegne at vimse? Der findes ikke en rammende erstatning.

Rønne bringer endnu et eksempel på sprogbrug som ikke bør forekomme: omtale af et par høje hæle på en vært på TV-avisen ”kan indikere, at der ikke er så meget mellem ørerne. Det var i øvrigt en ældre mandlig journalist fra Politiken, der skrev det om Nina Munch-Perrin”.

Det kan kun være Rasmus Bech der her omtales som en ”ældre mandlig journalist på Politiken” og hans anmeldelse fra 7. april 2019 (4). Bechs pointe var på ingen måde at Nina Munch-Perrin manglede noget mellem ørerne, snarere tværtimod. Han undrede sig simpelt hen over hvorfor Munch-Perrin gik rundt i et overdrevent feminint udstyr som hun ikke engang så ud til at befinde sig vel i. Hvad skulle det signalere, spurgte Bech, og gav nogle tentative bud, hvoraf ingen handlede om Munch-Perrins intelligens eller mangel på sammen.

Hvis vi skal følge Rønne er alene det at stille spørgsmålet en fornærmelse af Munch-Perrins intelligens og en fornedrelse af kvinder. Hvorfor? Kunne det ikke lige så vel være et spørgsmål om hvorfor man vil seksualisere nyhederne, eller med er ord der vist er kommet frem siden april (og som i min ordbog er virkelig grimt), om det ikke var på tide at udfase fuckability som en kvalifikation for kvindelige TV-værter?

Hvad skal en anmelder, der synes TV værtens nedringning er lovligt dyb, gøre? Han skal klart nok ifølge Rønnes logik afstå fra at kommentere på det. Hvad rager det mændene om kvinderne går i høje hæle, nedringede bluser, poserer chikt kvindeligt, eller i det hele taget fremtræder med en høj grad af ”fuckability”. Hvis fuckability ikke hører hjemme i TV-avisen hvordan får man det så sagt det uden at forklare hvad det er? Svaret fra Rønnes og ligesindedes side må være at der ikke er noget at sige. Hvis man har den slags meninger må man bare holde sin mund.

Men det betyder jo, at noget som næsten udelukkende kvinder gør er undtaget fra kritik. Stunning. Hvis en kvinde vimser må man ikke sige at hun vimser. Hvis en kvinde gør noget meget kvindeligt, må man ikke sige at hun gør det, og grunden til at man ikke må sige det er at kun kvinder gør det.

Hvilket skaber en interessant modsigelse: en adfærd er under feministisk beskyttelse, selv når den betjener sig af stereotype kvindelige adfærdsformer som vimsen eller fremvisning af nøgen hud. Men feminismen er jo helt og aldeles imod stereotyperne – vi skal glemme vores stereotyper. Alligevel må kvinder åbenbart gerne agere stereotypt, vi må bare ikke sige det. Som om vimsen holder op med at være vimsen hvis bare vi ikke siger om nogen at de vimser?

Tal som du vil til en mand

Om stop for nedladende tale gælder for både kvindelig og mandlig kønnet adfærd er en anden sag. Det ville da være skønt hvis et ord som mansplaining kunne udgå af sproget lige så hurtigt som det kom ind, men det ligger vist ikke i kortene. Lise Rønne holder sig ikke selv tilbage med nedladende kønsspecifikke betragtninger, f.eks. siger hun med adresse til Bo Tao Michaëlis at ”ældre mænd kan være exceptionelt svære at få lov at redigere”. Ældre mænd der kan være vanskelige at redigere er vist en diplomatisk omskrivning af ronkedor. Mette Davidsen-Nielsen bedyrer at Rønnes hensigt ikke er at udskamme ”en ældre mandlig skribent”, igen med adresse til Bo Tao Michaëlis, som hun lige har smidt under bussen. ”Ældre mandlig journalist” blev som vi så ovenfor brugt om Rasmus Bech. Er dette mindre fornærmende end at sige om en kvinde at hun vimser – hvis hun faktisk gør det, naturligvis? Eller at sige om en kvinde at hun er en krukke? Må krukke fremover kun bruges om mænd?

I debatten efter Rønne har det været påstået at der findes talrige nedsættende kønnede ord om kvinder men ingen om mænd. Sprogforskeren Jann Scheuer blev f.eks. spurgt om han kunne ”komme i tanke om ord, som man mest bruger om mænd?”, og svaret var

»Nej, ikke lige på stående fod. Der er intet, der springer frem?« (5)

Sprogforskeren har vist sat kikkerten for det blinde øje. Her er en række nedsættende ord med adresse til mænd: slagsbror, kamphane, gadedreng, alfahan, ronkedor, farisæer, skolemester. Kong gulerod, Karl smart, luskebuks, listepik, slapsvans, skørtejæger, spradebasse, brushane, arrigtrold, hedspore, gnom, pikansjos, røvpuler, skvaddernosse, stud, dummepeter.

Og et par stykker af nyere oprindelse: mansplaining, mandschauvinist.

Der er også nogle som normalt forbindes med mænd, men ikke har specifik adresse til et køn (lige som vimse normalt forbindes med kvinder): Klamphugger, knoldesparker, bonderøv, flab, bisse, rod, laban,  lømmel, slambert, slubbert, hvalp, snothvalp, bandit, sjover, stodder, nørd, neandertaler, psykopat.

Ideen om at der kun findes nedsættende kønsspecifikke ord om kvinder er ganske enkelt et falsum. Men hvad så med påstanden om at der findes og bruges mange flere nedsættende kønsspecifikke ord om kvinder end om mænd er? Hvis man skal give et seriøst bud på om der er flere kønnede ord eller mere kønnet nedsættende sprog om kvinder end om mænd må vi kunne definere hvad en kønnet anvendelse af et ord egentlig er. ”Vimse” er for Rønne klart kønnet, og hun kunne ikke forestille sig ordet brugt om en 41-årig mand. Den fordom var nem at punktere, som Mikkel Anderson gjorde på overbevisende måde. Fornemmelser og fordomme kan ikke bruges til noget, vi må have nogle fakta på bordet. Kigger man efter fakta finder man ikke nogen.

Hvad man kan finde er data om den kønnede brug af sproget, f.eks. har ovennævnte Scheuer undersøgt 400 millioner danske ord og fundet ud af at efter ”hans” kommer der oftere ord som beskriver magt og efter ”hendes” kommer oftest ord der beskriver krop (6). Det er værd at bemærke at magtord er sådan nogen som liv, mening, død, kollega, parti, karriere, og kropsord er f.eks. krop, øjne, hånd, ansigt, hænder, mund, hår, stemme ((6), tabel 3). Søgninger i tekstdatabaser eller i internetindhold afspejler naturligvis hvad folk skriver, og når nu mænd fylder en del mere end kvinder i magtsfæren er der intet mærkeligt i at genfinde det i de skrevne tekster. Er det oplysende for vores problemstilling at få at vide at karriere oftere forbindes med mænd og hår med kvinder? Hår er åbenlyst ikke et forbudt eller kønnet ord, så hvad skal vi med Scheuers undersøgelse? Et typisk eksempel på den klassiske fejlslutning ignoratio elenchi: når du ikke kan svare på det egentlig spørgsmål så svar på noget andet der ligner og konkluder på det første spørgsmål.

En enkelt – amerikansk – publikation har forsøgt at skabe en ordbog over kønnede ord, med ratings på en feminin-til-maskulin skala og en positiv-til-negativ skala (7). Forskerne fandt at ord der blev forbundet med det maskuline oftere blev opfattet som negative end ord der forbindes med feminin. En kortlægning af det engelske sprog (i amerikansk version) skal ikke tillægges for megen vægt for danske forhold, men man har da lov at overveje om det samme ville vise sig at være tilfældet på dansk, altså at det ikke er ord der forbindes med kvinder som er mest negativt ladede men ord der forbindes med mænd.

Realiteten er at vi ved der er masser af nedsættende ord specifikt om mænd ligesom der er det om kvinder, og andet ved vi ikke.

Det virkelige spørgsmål er ikke om der tales nedvurderende om kvinder, for det gør der, lige som det tales nedvurderende om mænd. Det virkelige spørgsmål er, om det skal være forbudt at kritisere noget som kvinder overvejende gør men tilladt at kritisere noget som mænd overvejende gør. Skal det være OK at kritisere en mand for at mansplaine men forbudt at kritisere en kvinde for at vimse? Det er åbenbart ideen, og man spørges sig selv hvad der er begrundelsen for at kvinder skal nyde dette privilegium.

Hvor mænd tidligere skulle tale pænt til en dame, måske som en fattig modydelse for at hun var i en svag position hvor hun ikke kunne tale grimt til en mand, synes tendensen i dag at være, at kvinder stadig ønsker at indtage en beskyttet position i kraft af deres køn, mens de fra denne position har frit slag til at benytte alle de mands-fornedrende betegnelser, de måtte have lyst til.

Lise Rønne-eksemplet illustrerer både svaghedsmagt og hulheden i påkaldelsen af svaghed. Vi skal tale pænt til ikke bare Lise Rønne men til alle kvinder fordi de – ifølge Rønne – er særligt følsomme for kritik og det holder dem nede i det patriarkalske samfund. Ganske specielt må vi ikke kritisere kvindespecifik ageren, uanset at den er stereotyp, der er ganske enkelt censur imod at sige at en person vimser hvis personen er kvinde, for vimse er noget man mest siger om kvinder og det er ikke flatterende. At kvinder ikke behøver tale pænt til mænd ses bl.a. af at Bo Tao omtales som et eksemplar af racen ”ældre mænd der kan være svære at redigere” hvilket ikke er mindre stereotypt end vimse.

Det eneste argument for at acceptere denne asymmetri er argumentet om den kvindelige svaghed, som i forvejen er en yderst tvivlsom præmis i dagens Danmark, og som i dette tilfælde gendrives effektivt af at Lise Rønne kom ud som vinder af den personlige duel med Bo Tao Michaëlis. Sidstnævnte måtte sende en undskyldning og se sig omtalt af sin egen redaktør som en ”ældre mandlige anmelder”, som hun ikke ønskede at udskamme men ikke desto mindre lige havde smidt under bussen. ’

Det fantastiske ved historien er at Lise Rønnes klynk står uanfægtet efter at hun har nedlagt ronkedoren – vinderen påberåbes stadig at være den svage part.

1.                          Rønne L. Tv-vært Lise Rønne: Kære Politiken, jeg synes, I skal holde op med at tale fornedrende til kvinder [Internet]. Politiken. 2019 [cited 2020 Jan 1]. Available from: https://politiken.dk/debat/art7544230/K%C3%A6re-Politiken-jeg-synes-I-skal-holde-op-med-at-tale-fornedrende-til-kvinder

2.                          Davidsen-Nielsen M. Kulturredaktøren: Kære Lise Rønne, du har fuldstændig ret i, at Politiken skal holde op med at tale fornedrende til kvindelige tv-værter [Internet]. Politiken. 2019 [cited 2020 Jan 1]. Available from: https://politiken.dk/kultur/art7559938/K%C3%A6re-Lise-R%C3%B8nne-du-har-fuldst%C3%A6ndig-ret-i-at-Politiken-skal-holde-op-med-at-tale-fornedrende-til-kvindelige-tv-v%C3%A6rter

3.                          Andersson M. Hos Politiken står kønspolitisk vimseri over anmeldernes uafhængighed [Internet]. Berlingske.dk. 2019 [cited 2020 Jan 2]. Available from: https://www.berlingske.dk/content/item/1430026

4.                          Bech R. Anmelderen undrer sig over de høje hæle: Er Nina Munch-Perrin direkte på vej til natklubben efter at have afleveret TV Avisen? [Internet]. Politiken. 2019. Available from: https://politiken.dk/kultur/film_og_tv/art7120285/Er-Nina-Munch-Perrin-direkte-p%C3%A5-vej-til-natklubben-efter-at-have-afleveret-TV-Avisen

5.                          Hansen S. Kvinder er bryster, mænd er karriere: »Brugen af sproget er meget, meget kønnet« [Internet]. Berlingske.dk. 2019 [cited 2019 Dec 22]. Available from: https://www.berlingske.dk/content/item/1429627

6.                          Scheuer J. Hans mening om hendes krop. Portrætter Af Køn Dan Tekstkorpusser. 2017 May 31;16:343–66.

7.                          Roberts DC, Utych SM. Linking Gender, Language, and Partisanship: Developing a Database of Masculine and Feminine Words. Polit Res Q. 2019 Sep 13;1065912919874883.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *