Mænds og kvinders hjerner – tænk ikke på biologi nu

Intet kan bringe sindene i kog som en påstand om at der er biologiske forskelle på mænd og kvinders hjerner. Som udgangspunkt er der klare biologiske kønsforskelle på nogle organer få organer, der knytter sig til reproduktionen – det burde være ukontroversielt. Der er også ret store forskelle på kønnenes hormonsystemer, og da hormoner cirkulerer i alle kroppens organer, er der i hvert fald en mulighed for at organer, der ser nogenlunde ens ud, alligevel fungerer forskelligt. I den sammenhæng har hjernens tidlige biologiske prægning været genstand for omfattende forskning og debat, som jeg ikke er ubeskeden nok til at tro at jeg kan afklare. Hovedpointen i dette indlæg er tværtimod, at der ikke er nogen grund til at lade sig trække ind i diskussioner om forskelle på mænds og kvinders hjerner. Hold dig væk fra at diskutere biologi – særligt hvis du er mand. Det skaber kun ballade og det er – stort set – unødvendigt.

Jeg begynder med et ret frisk eksempel på hvordan det kan gå når man helt unødvendigt refererer til påståede forskelle på mænds og kvinders hjerner 1, derefter inddrager jeg et lidt ældre eksempel 2, og jeg slutter af med nogle betragtninger om, hvordan den videnskabelige proces kunne være bedre.  

Programmør hos Google, var det noget?

Det vakte furore da softwareingeniør hos Google, James Damore, i juli 2017 skrev en vurdering af et diversitetskursus han havde deltaget i 1. Damore gjorde gældende at Googles diversitetsprogrammer og fokus på ubevidst bias imod kvinder havde ført til omvendt diskrimination mod mænd. Han benægtede ikke at diskrimination af kvinder kunne forekomme, men forsøgte at vise at forskellene i kønsrepræsentation inden programmering (tech) og ledelse kunne forklares i hvert fald delvis af biologiske forskelle mellem kønnene:

”Jeg siger … at fordelingen af ønsker [preferences] og evner blandt mænd og kvinder til dels er forskellige på grund af biologiske forskelle og at disse forskelle kunne forklare hvorfor der ikke er ligelig repræsentation af kvinder i tech og ledelse” 1

De præferencer og egenskaber Damore talte om var f.eks. at kvinder er mere interesserede i mennesker end i ting, er mere ekstroverte og venlige og har lavere stresstærskel, hvorimod mænd har højere ”drive for status”. Desuden gjorde Damore opmærksom på forskning der viser, at samfund med større lighed fører til (større) psykologiske forskelle i mænds og kvinders personlighedstræk, hvilket han igen opfattede som resultat af medfødte forskelle.

Memoet gik viralt internt i virksomheden og derefter på nettet. D. 7. august 2017 blev Damore fyret 3. Det nærmeste man kommer en officiel forklaring er Google’s CEO, Sundar Pichais, memo til de ansatte hvor han skrev:

“at antyde at en gruppe af vore kolleger har træk der gør dem biologisk mindre egnede til deres arbejde er anstødeligt og ikke OK” 3

Juridisk står Damore dårligt da National Labor Relations Board har vurderet sagen og fundet at ”hans udtalelser om biologiske forskelle mellem kønnene var så skadelige, diskriminerende og forstyrrende” at de ikke er omfattet af retten til at ytre sig, og at det var disse diskriminerende udtalelser, ikke hans kritik af Google, der var baggrunden for fyringen.

Der er prominente forskere som har givet Damore ret hvad angår videnskaben 4. Der er også dem, der kritiserer hans brug af videnskaben 5. Det kunne blive en længere historie at udrede den kontrovers.

Det virkeligt anstødelige her er at tale om biologi. Nature-nurture diskussionen er ikke bare vanskelig men også letantændelig, så det er klogt og betimeligt at gebærde sig med en vis forsigtighed. Ikke kun fordi emnet er letantændeligt og man risikerer at blive fyret, men også fordi det er svært. Men hvorfor overhovedet blande biologi ind i diskussionen?

Psykologiske forskelle i mænds og kvinders personlighedstræk

Lad os tage Damores henvisning til forskning der viser at samfund med større lighed fører til større forskelle i mænds og kvinders personlighedstræk. Hvad han har i tankerne her er uden tvivl Schmitts og Costas undersøgelser af ”The Big Five”, en psykologisk model der karakteriserer folks personlighed ved at måle fem træk:

  • Ekstraversion (indadvendt-udadvendt)
  • Neuroticisme (bekymret-rolig)
  • Åbenhed (konventionel-original)
  • Samvittighedsfuldhed (upålidelig-trofast)
  • Venlighed (irritabel-godmodig).

Typisk bruges selvrapporterede spørgeskemaer eller web-baserede tests. Læseren opfordres til at udfylde en af de gratis on-line versioner – det er altid godt at have en fornemmelse af spørgeskemaet, hvis man vil forstå resultater af spørgeskemaundersøgelser. Det giver faktisk en meget bedre fornemmelse end at jeg forsøger at beskrive hvad det hele går ud på.

I et stort materiale scorede kvinder i gennemsnit højere end mænd på ekstraversion, neuroticisme, samvittighedsfuldhed og venlighed, mens mænd scorede højere end kvinder på åbenhed 6. Dette er fund fra en enkelt undersøgelse, men tendensen til at der er forskel på kønnene er generel. De fleste ville nok forvente at forskellene mellem mænd og kvinder ville være mindre i lande med mere ligestilling, men det er ikke tilfældet, tværtimod. Costa et al. 7 var de første til at publicere dette overraskende fund i artiklen ”Gender differences in personality traits across cultures: Robust and surprising findings”. Metoden var at korrelere respondenters svar på The Big Five i 22 lande med landenes score på forskellige mål for landenes ligestilling. Costa et al. fandt en stærk sammenhæng mellem landenes individualisme og forskellene i karaktertræk mellem kønnene. Jo mere individualistisk kultur, desto større forskel på mænds og kvinders Big Five karaktertræk.

Schmitt et al. 6 lavede en mere omfattende undersøgelse af The Big Five i 55 lande med 17.637 medvirkende. Schmitt et al.’s undersøgelse klassificerede bl.a. de 55 lande med hensyn til i hvor høj grad mænd og kvinder varetog de samme funktioner i samfundet – altså den faktiske ligestilling. Ingen samfund er fuldstændig lige på denne parameter, men nogle er mere lige end andre, hvilket gør det muligt at se på, om mere lighed i kønnenes samfundsfunktioner følges med mere lighed i kønnenes scores på personlighedstrækkene. Lige som Costa et al. fandt Schmitt et al., at jo mere egalitært samfundet er, desto større forskel er der på mænds og kvinders scores. I en sammenstilling af den samlede evidens siger Schmitt meget klart at dette gælder for personlighedstræk uanset målemetode 8. Jo mere egalitære lande er, jo større er forskelle mellem kønnenes personlighedstræk. Efter Schmitt’s oversigtsartikel er der publiceret endnu 2 replikationer af disse fund 9,10.

Der er altså ganske meget evidens imod teorien om at kvinders og mands personlighedstræk nærmer sig hinanden i mere egalitære samfund, snarere forholder det sig modsat. Ganske specielt er der ikke tegn på, at kvinderne i samfund, hvor de faktisk i højere grad udfører de samme samfundsmæssige opgave som mænd, ligger personlighedsmæssigt tættere på mændene. Den del havde Damore rigtigt fat i.

Næste spørgsmål er naturligvis: hvor store er forskellene, og hvad betyder de for de forskelle, vi ser i kønnenes ”repræsentation” i forskellige jobtyper?

I almindelighed er gennemsnittene mindre end en halv standarddeviation fra hinanden. Hvis data er normalfordelte med samme standarddeviation svarer det til at scores for de to køn fordeler sig som to klokkeformede kurver som vist i Figur 1.

Fordelingerne overlapper med 80% som markeret med det dobbeltskraverede på Figur 1. Dette mål kaldes overlapping coefficients, OVL 11, men det er vanskeligt at fortolke når det ikke lige er 100%.

Figur 1. To normalfordelinger med forskel mellem middelværdier lig 0,5 standarddeviation, fuldt overlap

Overlappet forstås bedre ved at forestille sig, at et job kræver en vis portion af en bestemt egenskaben, f.eks. så meget at halvdelen af det køn der scorer højest kan være med (alt det skraverede i Figur 2). Så kan 31% af det andet køn også være med (det dobbeltskraverede i Figur 2). For hver 100 personer af det ene køn er der altså 60 af det andet køn til rådighed.

Figur 2. To normalfordelinger med forskel mellem middelværdier lig 0,5 standarddeviation, skravering af overlap til højre for middelværdi af højeste fordeling

Det er kun når vi kommer ud i ekstremerne, at der ikke er mange af det andet køn at tage af. Derude hvor f.eks. kun de 2,3% højst scorende af det ene køn kan bruges, er der kun 0,6% af det andet, der scorer lige så højt, en ratio på 100 : 26. Og er vi derude, hvor én ud af 3.000 af det ene køn har den ønskede grad af en egenskab, er det kun én ud af 30.000 af det andet køn, der kan være med, altså en ratio på 100 : 10 [i].

Nu kommer 10.000 kroners spørgsmålet: hvordan har Damore forklaret forskellene i kønsrepræsentationen i tech og ledelse hos Google med disse data? Svaret er: det har han end ikke gjort noget forsøg på, i hvert fald ikke kvantitativt, og da det hele jo handler om at der er for få kvinder, er man nødt til at have gang i beregningerne. Men hos Damore er der ingen. Hvis vi skulle forsøge at forfølge hans tankegang skulle vi forestille os f.eks. at egenskaben stressresistens er ønskværdig for programmører. Men hvor meget stressresistens? Så meget at halvdelen af alle mænd kan være med (og dermed 31% af alle kvinder)? 69% af alle mænd – og dermed halvdelen af alle kvinder?  2,3% af alle mænd – og 0,6% af alle kvinder? Det er der ingen, der kan have noget fornuftigt bud på. Selv hvis der var, ville der stadig være lang vej inden man kunne hævde at disse andele ikke kun er til stede i baggrundsbefolkningen men også i ansøgerskaren til jobs hos Google. Damore oplyser i øvrigt heller ikke hvad kønsratioen faktisk er, altså hvilke data han sætter sig for at forklare. Her er kæden hoppet af for Damore. Schmitt udtrykker det pænt i hans kommentar på Quillette 4: Damore har rigtigt fat i evidensen, men det er tvivlsomt om evidensen har nogen relevans for ansættelser hos Google. 

Problemet bliver endnu tydeligere hvis vi forsøger at gennemføre ræsonnementet på jobs med helt skæve kønsfordelinger. Så vidt jeg ved er der ikke noget specielt karaktertræk, der er kritisk for at blive sygeplejerske. Men selv hvis der var, er forskellen mellem karaktertrækkene mellem kønnene for små til at forklare forskellene i erhvervsvalg. Der er næsten lige så mange mænd som kvinder at tage af, men mændene vælger ikke at blive sygeplejersker – det gør kvinderne – og så er de for resten heller ikke til rådighed som ansøgere til tech-stillinger, for de er for længst slået ind på en anden karrierevej, selv om nogle af dem givetvis har haft evnerne til at blive programmører.

Eller i det andet ekstrem: 1% af Danmarks elektrikere er kvinder. En elektriker skal gennemgå en uddannelse som kvinder må antages at lige så god til som mænd – hvis ikke bedre – og så skal han/hun være omhyggelig. En elektriker behøver ikke være specielt stærk, stor eller lille, hurtig eller langsom, neurotisk eller robust, jeg kan faktisk ikke komme i tanker om noget, der er nødvendigt for elektrikere bortset fra en vis intelligens som mænd og kvinder deler 100% og noget omhu, hvor kønnene også ligger meget tæt. Alligevel er der stort set ingen kvindelige elektrikere.

Mænd og kvinder vælger forskelligt, og der er tydeligvis noget andet på spil end karaktertræk. Det ville måske også være mærkeligt, hvis karaktertræk forklarede, hvad folk gerne vil med deres liv, men nu er det så slået fast. Det er ikke forskelle i kønnenes disposition der forklarer det opdelte arbejdsmarked.

Bemærk at indtil nu har vi slet ikke haft behov for at undersøge om forskellen i psykologi er biologisk betingede eller ej. Det der mangler i Damores argument er først og fremmest beregninger og ræsonnement til at vise at den empiri han henviser til er relevant for kønsfordelingen hos Google. Selv hvis vi et øjeblik forestiller os at Damore havde gennemført huk- og stikfaste beregninger der viste at de observerede psykologiske forskelle på mænd og kvinder kunne forklare de observerede kønsforskelle hos Google, hvorfor ville han så blande biologi ind i det? Han kunne konkludere at forskellen i kønsrepræsentation i tech skyldes at der er forskel på mænd og kvinder. Hvorfor skulle han absolut gå skridtet videre og sige at disse forskelle skyldes forskelle i biologi?

I Damores tilfælde er svaret formentlig at han er selverklæret konservativ – hvilket klart fremgår af memoet. Han føler sig politisk hjemløs i det han opfatter som en venstredrejet organisation. Hans politiske ståsted er traditionalistisk højreorienteret, og det er i det lys man skal se hans inddragelse af biologi. Med biologisk menes ikke kun at der er noget biologi på spil i kønsforskellene, men også at forskellene på kønnene er naturgivne og ikke står til at ændre. Nogle ville kalde dette biologisk essentialisme, hvilket er et ord jeg helst undgår fordi det mest bruges som skældsord, men her giver det undtagelsesvis mening. Det er forsimplet at tro at biologi er deterministisk og ikke står til at ændre, men det vil føre for vidt at komme ind på her. Det må være nok at sige at en dybfølt konservativ ideologi om noget uforanderligt naturgivent stikker under hos Damore. Det ville han givetvis vedkende sig. Desværre kostede det ham jobbet.

Hvis Damore kun havde ønsket at forklare forskellene i kønsrepræsentation i tech og ledelse med forskelle i mænds og kvinders psykologi, havde han ikke behøvet at komplicere sin sag ved også at påstå en biologisk basis for disse forskelle. Men han ville have det biologiske argument med, og det var ikke hverken smart eller velargumenteret. Han gik ind i en værdikamp snarere end en videnskabelig kontrovers – og så er det ikke overraskende at han pludselig befandt sig i en værdikrig.

Summers’ frokosttale

I 2005 holdt daværende rektor på Harvard, Laurence Summers, en frokosttale på en konference om diversitet 2. Han fremlagde under ret uformelle former en hypotese der kunne forklare overrepræsentationen af mænd både blandt mentalt retarderede og genier. Det drejede sig om teorien om den større mandlige variabilitet, eller teorien om det ekstreme køn anvendt på teknisk begavelse. Summer sagde grundlæggende at overvægten mænd inden for de tekniske videnskaber kunne forklares med at der er flere mænd ude i begavelses-ekstremerne mens kvinderne er tættere på gennemsnittet – som for øvrigt er ens for de to køn. Påstanden var ikke at kønnenes gennemsnitlige evner for de tekniske videnskaber er forskellig, kun at der langt ude i ekstremerne er en overrepræsentation af mænd. Hypotesen er illustreret i Figur 3.

Videre gjorde Summers gældende at denne forskel i variabilitet var biologisk betinget.

Det er værd at bemærke at Summers’ tale ikke kun handlede om variabilitets-hypotesen. Det overordnede emne for talen var hvorfor der er så relativt få kvinder i de tekniske videnskaber, og Summers fremsatte tre hypoteser i prioriteret orden: 1. disse topjobs kræver en arbejdsindsats og dedikation som få kvinder ønsker at yde, 2. hypotesen om det ekstreme køn, 3. kønsdiskrimination mod kvinder. Han konkluderede

”… mit bedste bud, for at provokere jer, på hvad der ligger bag alt dette er at langt den vigtigste faktor er konflikten mellem folks legitime ønsker om at have en familie og arbejdsgivernes nuværende krav om høj indsats; at der i specialtilfældet teknisk videnskab er en problematik omkring evner [intrinsic aptitude] og specielt omkring variabiliteten i evner; og at disse overvejelser forstærkes af mindre betydende faktorer som socialisering og fortsat diskrimination” 2

Hovedproblemet i efterforløbet var ”intrinsic aptitude”, altså antydningen af at kvinder mangler evner når man kommer ud i ekstremerne.

Både i offentlighed og blandt fakultetsmedlemmerne på Harvard blev der ballade, og Summers forlod året efter jobbet som rektor. Det antages at han følte sig forpligtet til at sige op, og at han senere missede at bliver centralbankdirektør på den konto 14

Om variabilitetsteorien sagde Summers mere specifikt at når vi observerer en 5:1 mand:kvinde ratio blandt de ansatte på top-universiteterne hænger det sammen med at de, der har de tilstrækkelige evner for den slags stillinger har en kønsratio på 5:1. Rekrutteringsgrundlaget for disse stillinger er dem der er ude i den ekstreme del af fordelingen, hvor kun 1 ud af 5.000 eller 10.000 har evnerne. Han understregede at beregningen var omtrentlig.

Siden er problematikken behandlet mere grundigt af Janet Hyde og Janet Mertz 15. De har regnet på sagen og har inddraget data fra mange lande og kilder. Resultatet er interessant. For det første sætter de tal på hvor stor forskellen i variabilitet egentlig er mellem mænd og kvinder inden for matematisk problemløsning, for det andet bruger de tallet til at beregne hvor langt man skal ud i ekstremerne for at forklare den observerede kønsforskel inden for f.eks. STEM i USA (STEM = science, technology, engineering, and mathematics). Og svaret er: 4 standarddeviationer. Det lyder som volapyk, men det betyder ganske enkelt, at hvis ekstrem-hypotesen skal forklare skævheden i kønsrepræsen­tationen skal rekrutteringsgrundlaget for STEM bestå af folk der er så gode til matematik at kun 1 af 20.000 kan være med. Summers var altså ikke helt ved siden af med sine 1 ud af 5.000 eller 10.000. I Figur 3 hvor mændenes fordeling er net-skraveret og kvindernes plet-skraveret er middelværdierne ens, mens spredningen er større for mændene. I den indsatte forstørrelse af den højre hale mellem 3,8 og 4,2 standarddeviationer ses at der er væsentligt flere mænd (enkelt- plus dobbeltskraveret) end kvinder (dobbeltskraveret).

Figur 3. Hypotetisk fordeling af evner for matematisk problemløsning 15

Det mærkelige er at Summers glemte at overveje størrelsen af en fødselskohorte. En dansk fødselskohorte er på knap 60.000. I Danmark ville 1 ud af 10.000 svare til at der i hver årgang år ville være 6 personer med tilstrækkelige evner til at blive ansat på de tekniske fakulteter. Hvor mange af dem der faktisk ville udnytte deres evner til at få en uddannelse og søge ansættelse er der ingen der ved, så 6 personer per år er et meget optimistisk skøn. Men der ansættes faktisk omkring 80 professorer per år inden for natur og teknik og ca. 700 adjunkter 16. Derfor hænger Summers’ argument simpelt hen ikke sammen. Ekstrem-argumentet er ikke relevant som forklaring på de observerede fænomener – professorater er, undskyld mig, for almindelige.

Hyde og Mertz kiggede som sagt på data fra flere lande og verdensdele, herunder de herhjemme ofte omtalte PISA-undersøgelser. Det viste sig at der er lande hvor drengene/mændene ikke har større spredning end pigerne/kvinderne. Selv i USA er forskellen i spredning i matematiske færdigheder ved at blive mindre efterhånden som pigerne i højere grad vælger matematikfag i skolerne. Det er altså muligt at ekstremteorien har noget for sig når det gælder historiske data men det er ikke nødvendigvis sådan at det vil forholde sig på samme måde fremover. En stor meta-analyse af ekstremfænomenet er rapporteret i 2019 17 og konkluderede at mænd viste større variabilitet inden for matematik, læsning og viden om videnskab i næsten alle lande. Gennemsnittet for alle lande var noget mindre end Hyde og Mertz regnede med. Hvis vi bruger meta-analysens resultat skal vi 5 standarddeviationer ud i ekstremerne, ikke 4, og her er der kun 1 ud af hver 3 millioner der kan være med. Ekstrem-teorien er simpelt hen ekstremt irrelevant som forklaring på forskelle i kønsrepræsentation i de tekniske videnskaber.

Hvorfor skulle Summers absolut blande biologi ind i det? Det biologiske argument føjer ikke noget til hans diskussion ud over at det skal godtgøre at den kønsforskel Summers mener at se i intelligens ligger i generne og derfor ikke kan ændres. Mænd er alligevel født klogere, i hvert fald de klogeste mænd. Hvad der motiverede Summers til at sige sådan er ikke til at vide, jeg kan bare sige at det var helt unødvendigt for hans argument – hvis det ellers havde holdt. Men lige som Damore var det næppe gået Summers så galt hvis han havde holdt sig fra de biologiske spekulationer. Når det handler om anlæg og evner skal man være helt sikker på ikke at sætte en fod forkert. Summers gjorde sig ingen umage på det punkt. Konferencen handlede om diversitet og Summers vidste at talen ville virke som en rød klud på deltagerne. Han ville provokere, og handsken blev taget op. Når man gør sådan noget skal man være bedre klædt på end Summers var.

Strumia på CERN

Alessandro Strumia gjorde sig bemærket i september 2018 med et foredrag på CERN som på tilsvarende vis skabte røre. Han gjorde sig heller ikke umage med ikke at træde nogen over tæerne. Måske var han endda selv blevet trådt over tæerne og havde noget at hævne. Foredraget findes tilgængeligt på nettet 18, og det er en lidt blandet oplevelse af se det igennem. Det virker løst sammenkastet og det er uklart hvor han vil hen, bortset fra at han ligesom Summers ønsker at vise at mænd er bedre end kvinder ude i den ekstreme del af fordelingen. Desuden forsøger har at vise at der ikke er diskrimination mod kvinder i fysikkens verden, snarere tværtimod. Og så selvfølgelig at der ligger biologi bag.

I efterforløbet skrev 4.000 fysikere under på en erklæring imod Strumia 19 som ikke var meget mere kvalificeret end Strumias præsentation. Det fremgår dog at en særlig anstødssten, ud over hans diskriminerende udtalelser, var at han benyttede lejligheden til at angribe en kvindelig kollega på CERN. Endvidere understregede erklæringen det klart uetiske i at ”misinformere workshoppens planlæggere om emnet for ens tale med det formål at fremme en dagsorden der er i modstrid med workshoppen i sig selv” 19. Kort sagt en mudret blanding af dårlig videnskab, personligt nid og nag, og mangel på social finfølelse fra Strumias side.

Strumia fik revet striberne af på CERN og hans universitet i Pisa indledte en tjenstlig undersøgelse 20.

For nylig har Strumia så fået antaget en artikel i Quantitative Science Studies med nogle af de samme pointer 21. Han analyserer citeringer af artikler skrevet af mænd og kvinder i fysik. Antallet af citeringer tages som udtryk for videnskabelig gennemslagskraft: jo flere gange en fysiker citeres af andre fysikere, jo bedre må han eller hun antages at være. Det er der problemer i, men dem lader vi ligge. Strumia viser nu at jo flere citeringer en forfatter har, jo mindre sandsynligt er det at forfatteren en kvinde. De ekstremt gode ligger ude omkring 5 standard deviationer og er mænd.

Populært sagt er der en grund til at de fleste nobelprismodtagere i fysik er mænd – ude i ekstremerne er der næsten kun mænd at tage af. Samme pointe som Summers, og lige som hos Summers kommer balladen af at han hævder at ekstremfænomenet er biologisk betinget.

Dertil er at sige at selv hvis ekstremfænomenet var biologisk betinget, ville det være temmelig uinteressant – det har stadig ingen relevans for os normaltbegavede, om hvem vi ved at der ikke er forskel på mænd og kvinder. Om Strumia har ret eller ej er for mig at se kun relevant for Nobelkomiteen som kan fortsætte som hidtil, hvis den tror på resultaterne. For os andre er resultaterne fuldstændigt ligegyldige. Vi ved allerede at verdens hurtigste løbere er mænd og at de bedste skakspillere er det. Nu ved vi så også at de bedste fysikere er det – hvilket vi også allerede vidste. Men vi kan ikke konkludere at det nødvendigvis vil blive ved med at være sådan.

Summers og Strumias betragtninger er måske gyldige for en ekstremt lille elite, den absolutte verdenstop, men irrelevante for det der har almen interessere, nemlig kønsfordelingen blandt helt almindelige direktører, bestyrelsesmedlemmer, professorer.  

Men tilbage til Strumias artikel selv om dens budskab er uinteressant. Det er nemlig i sig selv interessant og løfterigt at den bliver publiceret. Allerede inden den kommer ud har Science en klumme med overskriften ”En beslutning der med sikkerhed kommer under beskydning” 22, hvor man diskuterer hvorfor Quantitative Science Studies antager en artikel som dets egne reviewere har kritiseret. Editor på Quantitative Science Studies er imidlertid indstillet på at tage diskussionen i tidsskriftet og har allerede inviteret interesserede eksperter til at kommentere på Strumias artikel. Det er sådan videnskab skal fungere. Det er alt for sjældent at den gør det.

En model af ekstrem-fænomenet

Mit sidste eksempel illustrerer det modsatte af Strumia-casen, nemlig en afsporet videnskabelig proces. Hændelsesforløbet er så vidt det er oplyst 23 at to matematikere, Theodore Hill og Sergei Tabachnikov, formulerede en matematisk model af en evolutionsbiologisk forklaring på hvordan større variabilitet i det ene køn kunne opstå. De var ikke konkrete om hvilke egenskaber det kunne handle om eller hvilket køn. Modellen var temmelig simpel og ifølge evolutionsbiologer ignorerede den basale genetiske principper. Det var med andre ord ikke nogen god artikel Hill og Tabachnikov sendte til The Math Intelligencer, hvor den dog blev antaget til publikation. Inden den kom ud lagde forskere der havde set artiklen i fortryk imidlertid pres på editor, idet de mente at artiklen kunne støtte en ”sexistisk dagsorden”. Publikation i The Math Intelligencer blev derfor standset.

Næste hændelse i sagaen var at Hill blev tilbudt publikation i The New York Journal of Mathematics. Her blev artiklen faktisk publiceret, men efter 3 dage forsvandt den fra tidsskriftet website. Medlemmer af redaktionen havde truet med at gå hvis ikke publikationen blev trukket tilbage og så skred chefredaktøren ind.

Man gjorde altså præcis det modsatte af hvad Quantitative Science Studies gjorde med Strumias artikel. Hvor Quantitative Science Studies accepterede artiklen og ligefrem inviterede til diskussion, slog The Math Intelligencer og New York Journal of Mathematics knuder på sig selv for at undgå diskussion af artiklen. Begge artikler var temmelig dårlige og fortjente ikke at blive publiceret. Men givet at tidsskrifterne havde accepteret dem skulle de også have publiceret dem og ladet fagfæller diskutere dem i tidsskriftets spalter.

Det sørgelige er at hele to tidsskrifter tilsidesatte basale principper for hvordan den videnskabelige proces fungerer – eller formodes at fungere. Hele publikationssystemet hviler på præmissen at peer review afgør om noget er videnskabeligt i orden til at komme i bladet. Derefter er det op til det videnskabelige kollektiv at korrigere eller bekræfte fundene. Hvorfor lod man ikke processen gå sin gang? En del af svaret kan læses af denne kommentarer til hændelsesforløbet:

”Hvis tidsskriftet publicerer en elendig artikel fortjener dets anseelse at lide under det. Redaktionsmedlemmer kan trække sig eller kræve forbedringer af den redaktionelle proces. Men accept efter almindeligt review og derefter afvisning er ikke en mulighed  hvis tidsskriftet har ambitioner om at køre en professionel organisation” 23.

Redaktionerne har fundet sig stedt i et dilemma: skal vi publicere en dårlig artikel og tage det hak i vor anseelse som det giver, eller skal vi trække den tilbage og tækkes dem der mener budskabet kan bruges sexistisk, men til gengæld svigte vores videnskabelige ansvar som tidsskrift? De to tidsskrifter valgte det sidste, hvilket viser noget om hvor megen magt feminismen har inden for akademia – og her taler vi ikke feministisk videnskab men matematik.

Med til historien hører at tidsskrifter generelt har ringe interesse i at publicere artikler der kan vække modstand – det kan nemt komme til at se ud som om tidsskriftet publicerer dårlige artikler, og det er skidt for forretningen for så går de gode forskere til andre tidsskifter. Dette er et marked med konkurrence om at publicere de bedste artikler og aversion imod at publicere noget der kan kritiseres. Man ser da heller ikke megen kritisk diskussion i tidsskrifterne, de har ingen motivation til at publicere kritik af artikler de har haft gennem reviewprocessen. Forskere har for resten heller ikke megen motivation til at kritisere ting der allerede er publiceret. For det første er det enormt besværligt overhovedet at få sin kritik optaget (ofte lykkes det ganske enkelt ikke), for det andet er ens energi bedre anvendt på at producerer nye publikationer til CVet. Tilbagevisning er ganske enkelt gået af mode. Det er ikke godt for den videnskabelige proces.

Mere unødvendig biologi

Lad os kigge nærmere på anstødsstenen, påstanden om at mænds og kvinders psykologi er forskellig som følge af biologiske forskelle. Her er ovennævnte Schmitt faktisk på Damores side. I en større litteraturgennemgang tager han udgangspunkt i hypotesen om at forskellene må forventes at blive mindre i mere ligestillede samfund. Det har en af rolle-teoriens grundlæggere, Alice Eagly, formuleret meget klart tilbage i 2004:

”Denne forsvinden af mange kønsforskelle med øget lighed mellem kønnene forudsiges af teorien om sociale roller,  og vil blive testet mere grundigt i det omfang samfund skaber lige betingelser mellem kvinder og mænd” 24

Problemet med dette teoretiske apparat er, at de sidste 15 års forskning har vist det modsatte af hvad teorien forudsagde. Teorien om at kønnet er en social konstruktion der skabes af de eksisterende kønsroller, får et grundskud af disse observationer. Det er meget vanskeligt at forene den teori med observationen af at kønnenes psykologiske make-up er mere forskelligt, desto mere ens deres faktiske kønsroller er.

Schmitt ender i en evolutionsbiologisk forklaring og den har da meget for sig. Det er ikke sandsynligt at evolutionen har udslettet de forskelle mellem hanner og hunner som fandtes hos forgængerne til homo sapiens, siger han. I almindelighed har jeg ikke meget til overs for evolutionsbiologiske forklaringer, de fleste af dem er just-so forklaringer, som man kan få til at passe med hvad som helst, hvilket vil sig at de ikke føjer noget til sandsynligheden for at teorien er sand, men lige dette argument virker plausibelt.

Dog er argumentet stadig ikke nødvendigt, og formentlig heller ikke særligt relevant. Der kan tænkes forklaringer som ikke hviler på en antagelse om at kønnene er biologisk forskellige i deres psykologi eller evner. Fx en hypotese der siger noget i retning af at hvis vi er udstyret med en in-group out-group psykologi (og det tror vi at vi er), så kan fundene forklares som en følge af at in-group-out-group psykologien slippes løs, når der er mere lighed for alle – folk slippes ud af deres snærende sociale roller og dyrker deres in-group og out-group tendenser mere end de ellers ville have gjort. Det er en anden form for kønsrollestyring end den traditionelle tænkning, hvor der ligger en konservatisme i at man følger de gamle kønsroller og det er med til at opretholde dem. I den nye teori slipper man netop fri af de gamle kønsroller, og så skabes der nogle nye som er endnu mere forskellige fra hinanden end de gamle. Det er måske endda misvisende at kalde dem kønsroller. Det er mere oplysende at referere til dem som in-group-out-group. Om man er in-group er måske nok et spørgsmål om at falde ind i en rolle, men det er lige så meget et spørgsmål om at sende de rigtige signaler om hvem man er og at have de rigtige moralske domme om hvem de andre er.

Dette er ikke ment som et egentligt bud på en teori, det eneste jeg vil sige med det er, at man kan formulere en hypotese, der forklarer at personlighedstrækken bliver mere forskellige i mere egalitære samfund uden at skulle falde tilbage på at kønnene er biologisk forskellige i andet end deres udvortes fremtoning. Og der er vel ingen der tvivler på at selv trivielle udvortes forskelle som hårfarve, næsers form og størrelse, hudfarve er nok til at skabe en in-group-out-group dynamik.

Schmitt er så vidt vides ikke kommet galt afsted med at udlægge teksten evolutionsbiologisk. Måske fordi han har holdt sig til generelle vendinger og ikke har forklaret specifikke kønsfordelinger som Googles eller STEM, og ikke har været party-crasher og i øvrigt har haft sine ting i orden. Hvorfor han inddrager biologi er ikke klart. Måske er han bare overbevist om at tingene hæger sådan sammen og ikke bange.

I resumé er feminismen som social bevægelse uhyre stærk, og der er ingen nåde for den der træder ved siden af. Folk der signalerer at deres standpunkt hviler på en form for biologisk funderet konservatisme kan regne med at få kam til deres hår. Værdikrigerne vil udfordre til holmgang og vinde.

En undersøgelse af repræsentation i f.eks. STEM kan gennemføres helt uden at komme ind på biologi – uden at den videnskabelige diskussion lider overlast.

Spørgsmålet om biologiske forskelle i kønnenes evner og motivation er et sprængfarligt og uhyre komplekst område som de lærde strides om. Besindelse er somme tider en mangelvare selv blandt dem. Det synes at være muligt at tale om biologiske forklaringer på de psykologiske forskelle mellem mænd og kvinder uden at blive hængt ud på de sociale medier og fyret, hvis man holder sig til rent akademiske diskussioner og ikke træder nogen over tæerne ved at forklare konkrete forskelle som kønsskævheder i tekniske videnskaber eller konkrete firmaer.

Det idealiserede billede af videnskaben som et sted, hvor man fremsætter hypoteser og diskuterer dem i videnskabelige forummer, stemmer ikke ret godt overens med hvordan de videnskabelige tidsskrifter fungerer. Det er næsten umuligt at få en debat om noget, der er publiceret. Her ser tidsskrifterne det som deres interesse at forsvare hvad de har publiceret, og den interesser beskytter de så langt de kan. Undtagelser er Stumias artikel som er optaget selv om editor ved det vil give problemer. Sådan skal det være, men er det meget sjældent. ”Refutation has gone out of style”.

Der ikke er decideret Berufsverbot mod at mene at der er kognitive forskelle på mænd og kvinder, med mindre man dummer sig og sender noget ud der ikke holder vand. Og mens det går fint at sende noget skrammel ud, der er politisk korrekt, er det decideret farligt at sende noget skrammel ud, der strider mod feministisk ideologi. Så er man så godt som død i det akademiske miljø, og det er en betænkelig sag i sig selv at det forholder sig sådan. Det er en ideologisk ensretning vi ikke ønsker.

1.                          Damore, J. Google’s Ideological Echo Chamber. How bias clouds our thinking about diversity and inclusion. (2017).

2.                          Summers, L. Remarks at NBER Conference on Diversifying the Science & Engineering Workforce. https://web.archive.org/web/20080130023006/http://www.president.harvard.edu/speeches/2005/nber.html (2005).

3.                          Google’s Ideological Echo Chamber. Wikipedia (2019).

4.                          The Google Memo: Four Scientists Respond. Quillette https://quillette.com/2017/08/07/google-memo-four-scientists-respond/ (2017).

5.                          Rippon, G. The Gendered Brain: The New Neuroscience That Shatters the Myth of the Female Brain. (Vintage Books, 2019).

6.                          Schmitt, D. P., Realo, A., Voracek, M. & Allik, J. Why can’t a man be more like a woman? Sex differences in Big Five personality traits across 55 cultures. Journal of Personality and Social Psychology 94, 168–182 (2008).

7.                          Costa Jr., P. T., Terracciano, A. & McCrae, R. R. Gender differences in personality traits across cultures: Robust and surprising findings. Journal of Personality and Social Psychology 81, 322–331 (2001).

8.                          Schmitt, D. P. et al. Personality and gender differences in global perspective. International Journal of Psychology 52, 45–56 (2017).

9.                          Mac Giolla, E. & Kajonius, P. J. Sex differences in personality are larger in gender equal countries: Replicating and extending a surprising finding. International Journal of Psychology 0, (2018).

10.                       Kaiser, T. Nature and evoked culture: Sex differences in personality are uniquely correlated with ecological stress. Personality and Individual Differences 148, 67–72 (2019).

11.                       Del Giudice, M. Measuring Sex Differences and Similarities. in (2019).

12.                       Del Giudice, M., Booth, T. & Irwing, P. The Distance Between Mars and Venus: Measuring Global Sex Differences in Personality. PLoS One 7(1): e29265., (2012).

13.                       Kaiser, T., Del Giudice, M. & Booth, T. Global sex differences in personality: Replication with an open online dataset. Journal of Personality 0, (2019).

14.                       Summers’ ‘sexism’ costs him top Treasury job. The Independent http://www.independent.co.uk/news/world/americas/summers-sexism-costs-him-top-treasury-job-1033373.html (2008).

15.                       Hyde, J. S. & Mertz, J. E. Gender, culture, and mathematics performance. Proc Natl Acad Sci USA 106, 8801 (2009).

16.                       Uddannelses- og Forskningsministeriet. Forskerrekruttering på Universiteterne 2015-2017. https://ufm.dk/forskning-og-innovation/statistik-og-analyser/forskere-ved-universiteterne/forskerrekruttering-pa-universiteterne-2015_2017.pdf (2018).

17.                       Gray, H. et al. Sex differences in variability across nations in reading, mathematics and science: a meta-analytic extension of Baye and Monseur (2016). Large-scale Assessments in Education 7, 2 (2019).

18.                       Strumia, A. Theory Gender Talk. (2018).

19.                       Particles for Justice. Particles for Justice https://www.particlesforjustice.org.

20.                       Alessandro Strumia. Wikipedia (2019).

21.                       Strumia, A. Gender issues in fundamental physics: a bibliometric analysis. (2019).

22.                       Chawla, D. S., 2019 & Pm, 4:00. In decision certain to draw fire, journal will publish heavily criticized paper on gender differences in physics. Science | AAAS https://www.sciencemag.org/news/2019/11/decision-certain-draw-fire-journal-will-publish-heavily-criticized-paper-gender (2019).

23.                       Azvolinsky, A. A Retracted Paper on Sex Differences Ignites Debate. The Scientist Magazine® https://www.the-scientist.com/news-opinion/a-retracted-paper-on-sex-differences-ignites-debate-64873 (2018).

24.                       A. H. Eagly, Wood, W. & Johannesen-Schmidt, M. C. Social role theory of sex differences and similarities: Implications for the partner preferences of women and men. in The psychology of gender (eds. Eagly, A. H., Beall, E. A. & Sternberg, R.) (Guilford, 2004).


[i] Del Guidice 12, Mac Giolla 9 og Kaiser 10,13 beregner en anden type af estimat af forskellen mellem mænd og kvinder, Mahalanobis’ D, og finder derfor numerisk større forskelle. Dette estimat maksimerer forskellene ved at kombinere mange faktorer og antager nærmest karakter af et redskab til at diagnosticere kønnet. Det er irrelevant for vores diskussion.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *